Metro åbner efter otte års byggeri

Københavns kollektive trafik får meget snart et markant løft, når M3 Cityring åbner. Metroens passagertal ventes at blive fordoblet til 122 millioner allerede i 2020.
Åbningen af hovedstadens udvidede metronet nærmer sig med hastige skridt. Foto: Büro Jantzen/Metroselskabet.
Åbningen af hovedstadens udvidede metronet nærmer sig med hastige skridt. Foto: Büro Jantzen/Metroselskabet.

Fakta om Cityringen

  • Cityringen er byens nye metrolinje M3, der med 17 nye stationer vil forbinde Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro og Indre By.
  • Cityringen er det største samlede anlægsprojekt i 400 år, siden Christian IV anlagde Christianshavn. Kontrakterne om at bygge Cityringen blev underskrevet i 2011.
  • Cityringen kommer til at køre førerløst og i døgndrift ligesom den eksisterende metro, og der vil i myldretiden være maksimalt tre minutter mellem afgangene.
  • Når Cityringen åbner, vil ni ud af de 10 mest benyttede stationer i Danmark have en metrostation.
  • Med Cityringen og de kommende metrolinjer til Nordhavn (2020) og Sydhavn (2024) får København 24 nye metrostationer.
  • Fra 2024 vil hovedstaden således have 44 metrostationer, der binder store dele af byen sammen.

Otte års metrobyggeri lakker mod enden, og det er endelig tid til at fejre åbningen af M3 Cityring. Det sker med folkefest og fri transport søndag den 29. september, oplyser Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.

Det største samlede anlægsprojekt i København i 400 år dermed klar til at tage imod de mange tusinde passagerer.

– Når Cityringen åbner, kan vi pludselig suse under jorden til arbejde, familie og venner med bæredygtig, kollektiv transport, som binder byen endnu bedre sammen. Det vil forandre københavnernes hverdag for altid – og bane vejen for en endnu grønnere hovedstad. Jeg glæder mig til at fejre den historiske dag til et brag af en folkefest, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

Festen finder sted på Rådhuspladsen fra klokken 13 og vil byde på livekoncert og et særligt åbningsshow med fokus på, hvordan København vil blive forandret, når de 17 nye metrostationer åbner. H.M. Dronningen har givet tilsagn om at overvære åbningsceremonien.

Binder byen sammen

Med Cityringen bliver det nemt og hurtigt for passagererne at rejse mellem Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro og Indre By. På tre nye stationer bliver der mulighed for skift til S-tog, hvilket binder den fælles transport med metro, busser, S-tog og regionaltog endnu tættere sammen.

– Det er forventningen, at det nye metronet vil mindske trængslen og skabe nye trafikale knudepunkter, der kan sikre et stærkere og mere effektivt kollektivt trafiknet i hovedstaden. Anlæggelsen af metroen er en rigtig stor gevinst – ikke kun for dem, der bor i byen – men også for pendlere, turister og andre besøgende, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Frederiksberg er én af de 17 nye metrostationer. - Med Cityringen går vi fra en metrolinje til et egentligt metronet. Med tre meget smukke metrostationer bliver resten af hovedstaden bundet tættere sammen med Frederiksberg, siger Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K). Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.
Frederiksberg er én af de 17 nye metrostationer. – Med Cityringen går vi fra en metrolinje til et egentligt metronet. Med tre meget smukke metrostationer bliver resten af hovedstaden bundet tættere sammen med Frederiksberg, siger Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K). Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.

Den endelige myndighedsgodkendelse skal lige på plads, før Cityringen kan åbne og få tilladelse til at køre med passagerer. Tilladelsen gives, når myndighederne vurderer, at grundlaget er godt nok til at kunne give en sikkerhedsgodkendelse og sker efter mange tusinde tests af det nye system. Sikkerhedsgodkendelsen ventes først at blive opnået kort tid før åbningsdatoen.

Hovedstadens nye metrolinje giver den kollektive transport et markant løft, og metroens passagertal ventes at blive fordoblet til 122 millioner allerede i 2020.

Relateret indhold