Sikkerheden under pres – nu ændres københavnsk havnefront

Flere boliger, øget trafik og en ny metroforbindelse stiller større krav til sikkerheden ved Slusen i Københavns Sydhavn.
By & Havn er i gang med en række forbedringer ved Slusen i Københavns Sydhavn, der skal sikre plads til flere brugere uden at ændre områdets særlige karakter.

Byudviklingen i København betyder, at stadig flere mennesker ventes at benytte Slusen i Sydhavnen. Derfor er By & Havn i gang med at forbedre sikkerheden i området, hvor cyklister, fodgængere og fritidsbrugere færdes tæt på vandet.

De fleste sikkerhedstiltag er allerede etableret, mens arbejdet fortsætter langs kajkanten ved områdets husbåde. Hele projektet ventes afsluttet i januar 2027.

Læs også

København udbyder 25.000 etagemeter til nye boliger

– Slusen kommer kun til at blive brugt endnu mere i de kommende år. Byudviklingen i blandt andet Fælledby, Ørestad og Bella Kvarter, øget trafik og den lette adgang til metroen på Sluseholmen betyder, at vi skal indrette området til flere mennesker, siger udviklings- og salgsdirektør Ingvar Sejr Hansen, By & Havn.

– Vores opgave er at være på forkant og øge sikkerheden, samtidig med at Slusen fortsat kan bevare sin helt særlige stemning.

Uden omfattende afspærringer

Slusen fungerer både som sluse- og dæmningsanlæg og som en vigtig forbindelse mellem Sydhavnen og Amager. Samtidig benyttes området af blandt andre lystfiskere, kajakroere og besøgende ved havnefronten.

De mange forskellige aktiviteter stiller særlige krav til indretningen, og derfor har By & Havn i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Cowi undersøgt, hvordan sikkerheden kan forbedres, uden at området mister sin åbne karakter.

Læs også

Ti år uden byggeri – nu sættes gigantprojekt til salg

Arbejdet bygger på observationer og interviews og er efterfølgende blevet kvalificeret gennem dialog med husbådsbeboere, lokale aktører og borgere.

Frem for omfattende afspærringer er der valgt målrettede løsninger, som skal gøre færdslen mere sikker og området lettere at overskue.

Nye rækværker og belysning

Ved Stigbordene er der etableret en pullert, som skal sænke cyklisternes hastighed og forhindre uønskede køretøjer i at passere.

Samtidig er rækværket blevet suppleret med en ekstra sparkekant, der tydeliggør afgrænsningen mod vandet.

Læs også

Millioner til udvikling af Nordøstfalster

På den nordlige sluseport er der desuden monteret sammenklappelige rækværker, som kan foldes sammen, når slusen åbner. De skal øge sikkerheden for cyklister på ramperne.

Et nyt rækværk langs stensætningen skal mindske risikoen for uheld, mens LED-belysning og spots langs kajkanten gør det lettere at orientere sig efter mørkets frembrud.

Ny havnefront ved husbådene

Næste etape omfatter kajområdet langs husbådene, hvor der etableres en ny havnefront med en tydeligere opdeling mellem ophold og færdsel.

En bryggezone placeres tæt på vandet, mens en gangzone skal lede fodgængere længere væk fra kajkanten.

Samtidig bliver de nuværende jordarealer omdannet til grønne opholdsarealer.

Læs også

Fem teams kæmper om nyt bykvarter i København

Dermed skal projektet både forbedre sikkerheden og skabe bedre rammer for ophold ved vandet.

Slusen fungerer desuden som pilotprojekt for By & Havns sikkerhedsarbejde, hvor erfaringerne fra de nye løsninger skal kunne bruges i arbejdet med at forbedre sikkerheden andre steder i Københavns Havn.

Relateret indhold