Stor færøsk entreprenør skifter ejer

Ledelsen fortsætter, virksomheden forbliver på færøske hænder, og de nye ejere håber, at der kan bygges videre på det, entreprenøren står for.
- Det har stor betydning, at J&K Petersen fortsat er på færøske hænder, siger Sigtór A. Petersen, der er adm. direktør i J&K Petersen og en af de tre nye ejere. Pressefoto.

J&K Petersen er en stor entreprenørvirksomhed på Færøerne, som lige nu undergår forandringer på ejerfronten.

En aftale er netop underskrevet om et ejerskifte.

Færøernes ældste entreprenørvirksomhed står derfor til at skulle opkøbes af et nystiftet færøsk selskab, som André Hentze Johansen, Sigtór A. Petersen fra og Jákup Mørk står bag.

– Det har stor betydning, at J&K Petersen fortsat er på færøske hænder. Det sikrer, at den nuværende ledelse og de mange års erfaring i virksomheden bevares, samtidig med at nye kompetencer og erfaringer tilføres ejerkredsen. Det giver virksomheden et godt fundament for fortsat udvikling, siger Sigtór A. Petersen.

Læs også

Fremtidens boliger til voksne med autisme bygges på Færøerne

Ledelsen forbliver den samme. Det samme gør kunderelationen og det vanlige arbejde for entreprenøren.

Til gengæld lægges mange års erfaring og viden ind i ejerkredsen, ifølge de nye ejere. Det skal skabe gode forudsætninger for at bygge videre på det, som J&K Petersen står for, og udvikle virksomheden til fremtidens opgaver.

To velkendte ansigter – et helt nyt

Konkurrencemyndighederne har ikke godkendt ejerskiftet endnu, hvad der er i proces.

Men når de gør, skal J&K Petersen forholde sig til tre nye ejere, hvoraf de kender to særdeles godt.

Sigtór A. Petersen og Jákup Mørk er allerede en del af ledelsen i J&K Petersen.

Læs også

Enemærke & Petersen vinder renoveringsopgave til 665 millioner

Sigtór A. Petersen har de sidste fire år været administrerende direktør. Jákup Mørk har i samme periode været økonomidirektør.

André Hentze Johansen er dog et helt nyt ansigt for de anstatte og ledelsen.

Som de to andre ejere har han mange års erfaring fra den danske bygge- og anlægsbranche. Han har 10 års erfaring som projektleder hos en af Danmarks største entreprenørvirksomheder.

I de senere år har han drevet egen virksomhed inden for rådgivning og entreprenørarbejde for blandt andre Vejdirektoratet, Banedanmark og internationale teknologigiganter som Google, Microsoft, Meta og Apple, oplyses det.

Relateret indhold