Cementfabrik halverer CO2-aftryk på 6 år

Danmarks største CO2-udleder har reduceret sine årlige udledninger med knap en million ton siden 2020. Nu er målet at blive tæt på klimaneutral i 2030.
- Vores beregninger viser et potentiale for at bringe cementens klimaaftryk ned omkring nul fra 2030, når CO2-fangst kombineres med den fortsatte omstilling af brændsler og produktion, Morten Frederiksen, Product Manager hos Aalborg Portland.

– Vi er ved at gøre op med forestillingen om, at cement og dermed beton nødvendigvis skal have et stort klimaaftryk.

Sådan lyder det fra Morten Frederiksen, Product Manager hos Aalborg Portland.

Aalborg Portland har de sidste år været meget vokale omkring deres ambition om at gå fra klimasynder til klimaduks. I 2030 vil de endda være tæt på klimaneutrale.

Første skridt for at indfri den målsætning, mener de at kunne præsentere nu, hvor de er lykkes med at halvere CO2-udledningerne på deres fabrik sammenlignet med 2020.

Læs også

16,4 milliarder: Aalborg Portland underskriver CCS-aftale

Knap en million ton CO2 udledes der mindre i år end for seks år siden.

– Det er hele vores cementproduktion, vi omstiller. Når vi reducerer cementens CO2-belastning ved at ændre brændslerne og cementernes sammensætning, gavner det selvsagt også den beton, som byggeriet har brugt i mange år, siger Morten Frederiksen.

I 2026 har cementtypen FutureCEM et klimaaftryk på 420 kg CO2-ækvivalenter pr. ton. Det er 51 procent lavere end de 860 kg, som den traditionelle Rapid-cement lå på i 2020. Også Rapid har fået et lavere aftryk og ligger i 2026 på 646 kg, et fald på cirka 25 procent siden 2020, oplyser de.

I den ny cement er en del af de brændte cementklinker erstattet med kalkfiller og kalcineret ler, som mindsker behovet for at opvarme kridt og mindsker CO2-udledninger.

Vil være klimaneutrale

Aalborg Portland fremhæver, at de nye og mindre CO2-tunge cementtyper er populære på markedet og ikke længere ses som alterantive cementtyper

I trælaster og byggemarkeder er salget ottedoblet i første halvår af 2026 FutureCEM. Fremgangen skyldes dog også, at FutureCEM fra marts 2026 har afløst Basis Aalborg i sortimentet.  

Læs også

Aalborg Portland får godkendt opkøb til 900 mio. kroner

– At FutureCEM i dag er vores mest solgte cementtype, viser, at omstillingen har fået reel skala i markedet, og at et lavere klimaaftryk er blevet en ny standard og en helt central del af kundernes materialevalg, siger Morten Frederiksen.

Omstillingen af brændselsmix og nye produkter får dog ikke Aalborg Portland i det klimaneutrale mål alene.

Fra 2030 er ambitionen at fange og lagre 1,4 millioner tons CO2 om året gennem projektet ACCSION.

– Vores beregninger viser et potentiale for at bringe cementens klimaaftryk ned omkring nul fra 2030, når CO2-fangst kombineres med den fortsatte omstilling af brændsler og produktion, siger Morten Frederiksen.

Det vil samtidig give bygherrer og betonproducenter mulighed for at yderligere reducere deres klimaaftryk.

Relateret indhold