14 unge, danske håndværkstalenter drager i dag mod Rusland for at forsvare nationens ære. Sommerens mange forberedelser skal nu stå sin prøve til WorldSkills 2019, som samler 1600 unge håndværkstalenter fra 60 nationer til kamp om guld, sølv og bronze i 56 forskellige fag.
– Vi kalder vores landshold for Danmarks vigtigste, fordi de ikke kun kæmper for underholdning og sig selv. De kæmper for at skabe opmærksomhed på erhvervsuddannelserne, og det er der brug for, siger SkillsDenmarks formand, Jesper Juul Sørensen.
Han sætter dermed det prestigefulde stævne ind i en større sammenhæng.
– Flere prognoser taler om alvorlig mangel på faglærte i de kommende mange år, og det bliver en hæmsko for indtjening og vækst i håndværk, service og industri. De unge talenter på landsholdet er lige som alle deltagerne i det årlige DM i Skills beviset på, at danske faglærte med deres høje standard og kvalitet har en stærk fremtid på arbejdsmarkedet. Vi skal bare have nogle flere til at vælge den vej, siger Jesper Juul Sørensen.
SkillsDenmarks landshold til dette års WorldSkills består af unge fra 14 forskellige fag: Industritekniker, bygningssnedker, bygningsmaler, møbelsnedker, tømrer, bager, konditor, kok, tjener, autolakerer, karrosseritekniker, landbrugsmaskinmekaniker, murer og flisemurer.
WorldSkills strækker sig over fire dage fra 23. august. Ved en afslutningsceremoni 27. august kåres vinderne. Ud over guld, sølv og bronze uddeles også udmærkelser – en såkaldt ?Medaillon for Excellence? gives til deltagere, der opnår mindst 700 af 800 mulige point.