Det ikke er alle drømme om forlystelsesparker, der har lige meget vind i sejlene, men Lalandia har nu fået lidt medvind. Et nyt Lalandia kan nemlig være på vej i Søndervig på den jyske vestkyst.
Det skriver Lalandia i en pressemeddelelse.
– Vi er i dag kommet et meget stort skridt nærmere det Lalandia 3, som vi længe har ønsket os, fortæller adm. direktør i Lalandia Jan Harrit.
Tilladelsen til at udlægge sommerhusområdet var den væsentligste tilladelse, der skulle falde på plads. Herefter kan arbejdet med landsplandirektiv og lokalplan påbegyndes. Om alt forløber planmæssigt, kan et Lalandia i Søndervig åbne i 2021.
– Lalandia i Søndervig vil få mange af de aktiviteter, som gæsterne kender fra vores nuværende centre i Rødby og Billund. Der vil tillige blive opført knap 500 topmoderne feriehuse og et strandhotel.
I går skrev Dagens Byggeri også om projektet, men der var det en på det tidspunkt ukendt forlystelsespark, der var tale om.