Selvom der allerede er godt gang i udskiftningen af olie- og gasfyr til varmepumper, går Regeringen og Finans Danmark nu sammen om at give en økonomisk håndsrækning til de danske boligejere, der ikke har udsigt til at få fjernvarme.
De to parter har indgået aftale om at give boligejerne adgang til billig finansiering, hvilket gerne skal hjælpe på incitamentet til at skifte fra sort til grøn varmekilde. Med det nye partnerskab får boligejerne mulighed for lån med lav rente. De vil desuden slippe for oprettelsesgebyrer og tinglysningsafgift, når de tager lån til at udskifte olie- eller gasfyr til en grøn varmekilde.
Tilbuddet kalder de ‘Fyr dit fyr’.
– Med partnerskabet skaber vi gode rammer for, at man som helt almindelig dansker kan hjælpe til med, at vi bliver fri af russisk olie og gas. Fra regeringens side vil vi droppe tinglysningsafgiften på lån til udskiftning af olie- og gasfyr, og finanssektorens vil bidrage med billige lån, så man kan spare flere tusinde kroner på et lån f.eks. til en varmepumpe, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Adm. direktør i Danske Bank og formand for Finans Danmark, Carsten Egeriis, tilføjer:
– Med ‘fyr dit fyr’ sætter bankerne og regeringen nu turbo på den grønne omstilling i tusindvis af danske hjem, og bidrager til at gøre Danmark uafhængig af Rusland.
Partnerskabet udspringer af regeringens reformudspil Danmark Kan Mere II. Som foreslået vil regeringen fjerne tinglysningsafgiften på lån til grønne varmekilder. Derudover vil den finansielle sektor ikke tage betaling for at oprette disse lån, ligesom renten på lånene vil være lav.
Rabatten på de grønne lån bliver givet på den måde, at oprettelsesgebyrer og afgifter i forbindelse med lånet bortfalder. Det betyder, at man som forbruger ikke skal vente på at få pengene tilbage, da de aldrig skal betales.
50.000 udskiftninger på et år
Heldigvis er varmepumpeindustrien efter gode år med grønne tilskudsordninger, hvor der er blevet udskiftet en del olie- og gasfyr, allerede oppe i omdrejninger. Varmepumpeindustrien anslår, at det er muligt at installere op imod 50.000 luft/vand- eller jordvarmepumper i løbet af det næste års tid. Det vil være godt og vel en fordobling i forhold til det seneste år.
– Vi kan rimeligt hurtigt medvirke til at udfase naturgasfyret og erstatte det med individuelle varmepumper, siger Lars Abel, sekretariatschef i Varmepumpeindustrien.