Tekniq: Positivt at VE-godkendelsesordning videreføres

Brancheorganisationen Tekniq bakker op om energiministerens beslutning om at fortsætte VE-godkendelsesordningen og samtidig fokusere på at styrke installatørernes kompetencer inden for varmepumper.
- Der er behov for mange flere godkendte varmepumpeinstallatører, hvis vi skal gøre os uafhængige af fossilbaserede varmekilder, siger Simon O. Rasmussen. Pressefoto.
- Der er behov for mange flere godkendte varmepumpeinstallatører, hvis vi skal gøre os uafhængige af fossilbaserede varmekilder, siger Simon O. Rasmussen. Pressefoto.

Fakta om VE-godkendelsesordningen

  • Godkendelsesordningen er bygget op på følgende elementer:
  • – En virksomhed kan opnå godkendelse som VE-installatørvirksomhed eller VE-montørvirksomhed. Forskellen er, at VE-installatørvirksomheder har udgangspunkt som autoriserede el- eller vvs-installatører og derfor er i stand til at udføre hele installationsprojektet, hvorimod VE-montørvirksomhederne ikke kan udføre de arbejder, hvortil der kræves autorisation.
  • – VE-installatørvirksomheder og VE-montørvirksomheder skal have ansat en VE-uddannet medarbejder, der har en relevant uddannelse på videregående niveau, og som har deltaget i et kursus eller uddannelse inden for den enkelte type VE-anlæg samt bestået en prøve.
  • – Virksomheder godkendes til henholdsvis biomassekedler og -ovne, solcelleanlæg, solvarmeanlæg samt varmepumper m.v.
  • – Godkendte virksomheder skal endvidere have et kvalitetsstyringssystem, der er godkendt og auditeret af en kontrolinstans.

På baggrund af en ny evaluering har energiminister Lars Christian Lilleholt besluttet at videreføre den såkaldte “VE-godkendelsesordning”. Det glæder brancheorganisationen Tekniq, der repræsenterer de danske installationsvirksomheder.

– Det er et positivt signal, at ordningen nu videreføres og på den måde fortsat kan være med til at sikre, at fagligheden er i orden, når de danske forbrugere får installeret vedvarende energianlæg i deres hjem, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos Tekniq i en pressemeddelse.

Ministeren har samtidig bedt Energistyrelsen om at gå i dialog med branchen for at drøfte, hvordan man bedst muligt justerer ordningen, der oprindeligt trådte i kraft den 1. september 2013, så den svarer til branchens behov.

Derudover har han afsat to millioner kroner som tilskud til efteruddannelse af installatører af varmepumper.

– Vi ser frem til samarbejdet med Energistyrelsen. Samtidig er det helt rigtigt set af ministeren, at der er behov for at løfte kompetencerne på varepumpemarkedet, siger Simon O. Rasmussen.

I dag er kun 75 varmepumpeinstallatører godkendt som VE-installatører.

– Der er behov for mange flere godkendte varmepumpeinstallatører, hvis vi skal gøre os uafhængige af fossilbaserede varmekilder, siger Simon O. Rasmussen.

Tekniq forventer, at der frem mod 2040 skal udskiftes eller nyinstalleres omkring 450.000 luft/luft-varmepumper, 300.000 luft/vand-varmepumper og 40.000 jordvarmepumper.

-Derfor vil varmepumpemarkedet også blive en meget central del af de tekniske installatørers forretning de kommende år, siger Simon O. Rasmussen.

Relateret indhold