Større kvalitet i energimærkning

Energistyrelsen konkluderede tidligere i år, at ét ud af tre energimærker udarbejdet i 2013 og 2014 er forkert, nu skal kvaliteten i energimærkningen af bygninger hæves.
Illustration: Colourbox.
Illustration: Colourbox.

Som Dagens Byggeri tidligere har fortalt, har Energistyrelsen lovet syv tiltag, der skal sikre bedre kvalitet i energimærkningen af bygninger.

På Energistyrelsens hjemmeside offentliggøres i dag 29. september et tiltag om ny uddannelse til energikonsulenter og BedreBolig-rådgivere.

Skærpede krav i det nye uddannelsesforløb skal forbedre kvaliteten af energikonsulenternes rådgivning, hvor der målrettes en indsats mod at forebygge typiske fejl i energimærkningsrapporterne, skriver Energistyrelsen.

Hos styrelsen mener man, at et samlet uddannelsesforløb til energikonsulenter og BedreBolig-rådgiver vil resultere i en bedre og mere helhedsorienteret energirådgivning.

– Vi forventer, at den nye uddannelse vil bidrage til, at vi får energimærker af højere kvalitet, og at samspillet med BedreBolig-uddannelsen vil være med til at sikre, at de mange energiforbedringsforslag bliver omsat til konkret handling, siger Henrik Andersen, kontorchef i Center for Bygninger.

Tilmelding og fakta

Det vil fra slutningen af oktober være muligt at tage uddannelse, der i samarbejde med Energistyrelsen bliver udbudt på Københavns Erhvervsakademi. Fra 2016 vil det ligeledes være muligt at tage uddannelsen i Jylland, fremgår det af Energistyrelsen.

Det er muligt at søge støtte til uddannelsen efter regler og aftaler for Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU) samt diverse kompetencefonde under forskellige overenskomstområder.

Mere om uddannelsen og tilmelding her.

Relateret indhold