Mere isolering og energioptimering hos virksomhederne

Ny undersøgelse viser, at stadig flere kommuner forsøger at fremme energisparetiltag i erhvervslivet.
Virksomhederne skal have mere besøg af lokale håndværkere for at få gang i energioptimering og energirenovering. Foto: Colourbox.
Virksomhederne skal have mere besøg af lokale håndværkere for at få gang i energioptimering og energirenovering. Foto: Colourbox.

Energistyrelsen har i samarbejdet med Det Økologiske råd undersøgt kommunernes arbejde i forhold til at få det lokale erhvervsliv til at gennemføre energisparetiltag, og resultatet viser, at et stort flertal af kommunerne er aktive på dette område.

Aktiviteterne omfatter en bred vifte af initiativer som for eksempel tilbud om energirådgivning, informationsmøder, etablering af erfa-netværk, udvikling af værktøjer, kampagneaktivitet mm., og undersøgelsen peger på, at aktivitetsniveauet generelt er højest i hovedstadsområdet og i de store kommuner.

Mere end halvdelen af kommunerne angiver, at de forventer et stigende aktivitetsniveau for energieffektivisering i erhvervsvirksomheder i de kommende år, mens kun en kommune forventer et lavere niveau. Forklaringen er ifølge undersøgelsen, at de kommunale klima- og energisparemål nødvendiggør et større fokus på erhvervsvirksomheder, hvis målene skal nås. Erhvervsvirksomhederne står typisk for mellem 30 og 60 procent af CO2-udledningen i den enkelte kommune.

Nogen kommuner kigger også på beskæftigelseseffekten af øgede energispareaktiviteter i erhvervsvirksomhederne. Erfaringerne på boligområdet viser nemlig at øget aktivitet i forhold til energioptimering og energirenovering giver øget beskæftigelse i f.eks. byggebranchen.

Læs mere om undersøgelsen her.

Relateret indhold