Også i Danmark mærker vi konsekvenserne af klimaændringerne. Det betyder blandt andet, at vi oftere end tidligere oplever meget store nedbørsmængder, som hurtigt og pludseligt belaster kloakker og afløb.
Derfor har forsyningsselskabet Hofor gennem en årrække arbejdet på et gigantisk infrastrukturprojekt i og omkring hovedstaden, der blandt andet skal beskytte både borgere og værdier mod de store vandmasser.
Helt nyt byområde på vej i København
En 1,3 kilometer lang skybrudstunnel på Østerbro ved Strandboulevarden er allerede taget i brug, ligesom man er i gang med at anlægge en 2,5 kilometer lang skybrudstunnel i Valby.
Næste skridt bliver en 10 kilometer lang skybrudstunnel ved Svanemøllen. Den bliver Danmarks største af sin slags og skal anlægges i den nordlige del af hovedstadsområdet. Samtidig skal den bidrage til en markant forbedring af vandmiljøet i Utterslev Mose og Øresund.
Kræver stor ekspertise
Den nye tunnel anlægges af Hofor i samarbejde med de to øvrige forsyningsselskaber Novafos og Frederiksberg Forsyning. Sammen har de nu udpeget tre internationale konsortier, som er blevet prækvalificeret til at byde på opgaven.
Der er tale om konsortiet Svanemøllen Tunnel JV, MTH-konsortiet og Svanemøllen Tunnel Alliance STA, som hver især består af en række entreprenører, der i fællesskab hver især kommer med deres bud.

– Det er lykkedes at tiltrække nogle af de mest erfarne aktører inden for tunnelbyggeri, hvilket er helt afgørende for opførelsen af en tunnel af denne størrelse og kompleksitet, siger Helle Kay, der er projektchef i Hofor med ansvar for Svanemøllen Skybrudstunnel.
Hovedentreprisen omfatter blandt andet etablering af 13 skakte, 16 byggepladser, ledningsanlæg samt den cirka 10 kilometer lange tunnel, som skal udføres ved hjælp af tunnelboremaskiner.
Rummer 100.000 kubikmeter
De prækvalificerede konsortier har nu frem til begyndelsen af november til at afgive deres første tilbud. Herefter følger en evaluering af tilbuddene samt en forhandlingsfase.
Den endelige kontrakt forventes indgået omkring sommeren 2027. Svanemøllen Skybrudstunnel skal opsamle regn- og spildevand fra Gladsaxe, Gentofte, Frederiksberg og Københavns kommuner og kan rumme op til 100.000 kubikmeter vand.
Modulbyggeri er godt for byggeriets grønne omstilling
Tunnelen kan opbevare regn- og spildevand, som efterfølgende ledes til renseanlægget Lynetten, hvor det renses, inden det udledes til Øresund.
I det område, hvor tunnelen opsamler vand, vil den reducere overløb af regn- og spildevand til Utterslev Mose og vandløb med 97 procent og til Øresund med 87 procent. Det forberedende anlægsarbejde begyndte i slutningen af 2025, og tunnelen forventes at blive sat i drift i 2033.
