Aalborg Portland skal årligt suge og lagre 1,25 mio. ton CO2 fra deres skorstene startende i 2030.
En indsats, der høster roser bredt.
Dansk Industri kalder det en ”milepæl for klimaet og dansk CCS”.
– Det er afgørende for, at CO2-fangst og -lagring får bredere vejgreb og bidrager til at nå Danmarks klimamål i 2035 og klimaneutralitet i 2045, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i DI.
I forskerkredse er der også roser for klimaindsatsen.
16,4 milliarder: Aalborg Portland underskriver CCS-aftale
– Fra mit perspektiv kommer vi ikke i mål med den grønne omstilling uden CO2-fangst. Og lige præcis med det her projekt får vi fat i en af de tunge industrier, som er ekstremt svære at omstille, siger Thomas Helmer Pedersen, der forsker i grøn omstilling på Aalborg Universitet, ifølge TV2 Nord.
CEO i Aalborg Portland, Søren Holm Christensen, mener selv, at ”Aalborg Portland skriver dansk klimahistorie”.
Trods den brede optimismen er der dog også udfordringer i forbindelse med det afsluttede udbud.
Klimamålet for 2030 stod nemlig meget på ryggen af et succesfuldt CCS-udbud.
Med kun 1,25 mio. ton CO2 årligt ud af de 2,3 mio., der var i udsigt, kan udbuddet nok ikke kaldes en stor succes.
Klimarådet dumper 2030-planerne
Klimarådet er netop udkommet med deres årlige rapport, hvori de dumper de regeringens 2030-mål.
Rådet finder, at der mangler reduktioner for 200.000 ton CO2 årligt for at være i mål.
Her kunne cirka en million ton CO2 fra CCS-udbuddet altså have pyntet en del.
Aalborg Portland skubber med små marginaler Danmark i klimamål
Klimarådet noterer sig også, at CCS-udbuddet har leveret færre reduktioner end ventet, men de har særlig fokus på udtagning af lavbundsjorde i rapporten, hvor der også er udfordringer.
– Vi vurderer, at fremskrivningen er for optimistisk på en række områder. Der skal formentlig mere politik til, hvis udledningerne skal ned på det niveau, som fremskrivningen forventer, siger forperson for Klimarådet, Peter Møllgaard.
Kritikken har DR taget med videre til den ny Klima-, energi- og forsyningsminister, Samira Nawa:
– Jeg ser med stor alvor på, at det er gået den forkerte retning på det seneste, og vejen mod 2030 er nu blevet mere vanskelig. Jeg vil gerne understrege, at vores klimamål i 2030 ikke står til diskussion, for vi skal i mål, siger hun ifølge artiklen.
