Til kommunerne: Få styr på vejkvalitet – handler ikke kun om asfalt og økonomi

Ny analyse dokumenterer, hvordan vejforfald ikke kun er et teknisk problem, men et samfundsanliggende med betydning for både økonomi, miljø, sundhed og livskvalitet.
Advarselsskilt om vejarbejde.
Når kommunerne skærer i vejbudgetterne, fordyrer det ikke kun fremtidigt vedligehold. Foto: Gettyimages.

En ny analyse udarbejdet af rådgivningsvirksomheden Cowi for Dansk Industri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Vejforening og Asfaltindustrien, viser, at manglende vejvedligehold har markante konsekvenser for sundhed, miljø, mobilitet og livskvalitet.

– Gode og vel vedligeholdte veje er vigtige for sikker og effektiv mobilitet i Danmark. Derfor er det fra Dansk Industri centralt, at der fra kommunerne prioriteres kapitalbevarende vejvedligehold.

– Med den nye analyse er vigtigheden af vedligeholdte fortove, cykelstier og veje blevet endnu mere tydelig med klar sammenhæng til borgenes tryghed, sundhed og livskvaliteten i byerne, siger chefkonsulent Jacob Pryds Winkel, Dansk Industri.

Læs også

Kommuner kan hente stor energigevinst ved lille milliardinvestering

Analysen peger på, at dårlig vejvedligeholdelse ikke kun forringer trafiksikkerheden, men også medfører mindre fysisk aktivitet og dermed dårligere sundhed blandt borgerne. Samtidig øger huller i vejene og ujævne cykelstier tidsforbruget for både bilister og cyklister.

Tre gange så dyrt at genoprette

Derudover bliver konsekvenserne af manglende vedligehold hurtigt dyre både for kommunekassen men faktisk også for borgerne:

– Det er i forvejen dyrt for kommunekassen at spare på vejvedligehold, fordi det er tre gange så dyrt at genoprette en forfalden vej som at vedligeholde den i tide. Men det har også store ekstraomkostninger for borgerne, når kommunen sparer på vedligeholdet. Det dokumenteres nu for første gang samlet i Cowis rapport, siger direktør Jakob Svane, Asfaltindustrien.

Læs også

Milliardprojekter: Landets største bygherrer går sammen om fælles digitale spilleregler

Adm. direktør Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, supplerer:

– Når vi ser på konsekvenserne samlet, bliver det tydeligt, at vejvedligehold ikke kun handler om asfalt, men om at skabe velfungerende byer. Det kræver, at kommunerne planlægger langsigtet og bruger den tekniske viden, der findes, til at holde vejkapitalen sund.

– På den måde kan vi både spare penge og skabe en tryggere hver dag for borgerne.

Læs også

Se listen: Trecifret millionbeløb til vejforbedring i hele landet – ét projekt får en tredjedel

Konklusioner fra rapporten

1. Reducerer uheld og skader
Huller, ujævnheder og manglende vandafledning på vejene skaber farlige situationer, kan føre til faldulykker, og forårsager trafikulykker. Hver trafikulykke koster samfundet 2,8 mio. kroner, og bedre veje sparer liv og penge.

2. Mindsker brugeromkostninger
Dårlig vejbelægning øger brændstofforbruget og udgifterne til transport – både for borgere og erhverv. Et engelsk studie har fundet, at når der skæres 1 kroner til vedligehold, så stiger bilisternes omkostninger op til 1,50 kroner afhængigt af udgangspunktet for vedligeholdelsesstandarden.

3. Reduceret miljøbelastning
God vejstandard reducerer brændstofforbruget og dermed udslippet af CO2 og sundhedsskadelig luftforurening. Mindre udslip skaber renere og bedre bymiljøer.

4. Gavn for det lokale bymiljø
Slidt infrastruktur hæmmer byudviklingen, da borgernes livskvalitet er direkte påvirket af lokalområdets tilstand. Lavere attraktivitet af slidte områder afspejles i lavere boligpriser og tabt indtjening for butikker og forretninger.

5. Styrker social inklusion
Når dårlig infrastruktur sætter begrænsninger for sårbare grupper, risikerer man, at de isoleres med øget ensomhed og følgesygdomme til følge, hvilket medfører samfundsomkostninger i sundheds- og plejesektorerne.

Relateret indhold