Næste skridt: Tre projekter skal kæde Esbjerg sammen

Med de tre projekter, der alle er en del af helhedsplanen for området, sættes punktum i områdefornyelsen af Bymidte Vest.
Et gennemgående tema i de tre projekter er Vadehavet, hvor valget af beplantningen og udformningen alle har hentet inspiration fra landskabet langs kysten. Illustration fra Gründl Haahr

Esbjerg Kommunes store byomdannelsesprojekt i Bymidte Vest bevæger sig nu ind i anlægsfasen med tre projekter, som skal gøre byen grønnere og mere sammenhængende.

Arbejdet, der begyndte med kloakseparering i Havnegade, fortsættes nu med anlægget af Kleveparken.

Læs også

Esbjerg foretager paradigmeskifte i byudviklingen

Den nuværende parkeringsplads på hjørnet af Stormgade og Havnegade omdannes til et rekreativt område med stier, opholdsmuligheder og masser af grønt.

Næsten samtidig går arbejdet i gang med at give Stormgade et nyt udtryk med grønnere omgivelser til regnvandshåndtering.

Læs også

Esbjerg Kommune er med til at sætte retningen for et grønnere byggeri

Sidst, men ikke mindst, påbegyndes første etape af omdannelsen af den vestlige del af Kongensgade, hvor gaden indrettes med grønne øer og mindre trafik.

De tre projekter skal hver især bidrage til at gøre byen grønnere. Det fortæller Morten Harder, stadsarkitekt i Esbjerg Kommune:

For at styrke sammenhængen i området bliver Kleveparken nu bindeleddet mellem naturstien Klevestien og den nyrenoverede bypark og eksisterende promenade, der forlænges i et nyt design hen ad Havnegade. Illustration: Esbjerg Kommune

– Dette er et af de første skridt i forhold til at udmønte udviklingsplanens målsætning om at gøre byen mere grøn og sammenhængende, siger han og fortsætter:

– Med Kleveparken, Stormgades begrønning og opstart af Kongensgades transformation er vi nu i gang med at kæde byen og havnen mere sammen og skabe plads til liv i byen.

Læs også

Fremtidens råstofplan: Region tager erhvervslivet med på råd

Der, hvor der i dag er en parkeringsplads i Havnegade, bliver Kleveparken anlagt. I stedet flyttes de nuværende pladser til Adgangsvejen 1 for at sikre, at der stadig kan parkeres i nærheden af byen.

– Vi fjerner ikke p-pladserne, men flytter dem. Det er vigtigt for os, at man stadig kan parkere centralt, samtidig med at vi giver plads til mere grønt i byen, understreger Peer Rexen, byudviklingschef og vicedirektør i Teknik & Miljø.

Læs også

Trods nedtur: Behovet for ingeniører er højt – særligt de danske

Den 13. april begynder arbejdet i Kongensgade, som forventes afsluttet i slutningen af oktober, mens arbejdet på Stormgade foregår fra den 20. april og frem til midten af juni.

Kleveparken og promenaden forventes begge at være afsluttet efter sommerferien. Arbejdet vil i perioder påvirke trafikken omkring området.

Relateret indhold