En fremtid uden fossile brændstoffer nærmer sig. Når fremtiden er her, vil konventionelle kraft- og kraftvarmeværker i hele Europa blive arbejdsløse. Da bygningerne, teknikken og værkernes unikke position i elnettet allerede er til stede, vil det være en skam ikke at udnytte dem.
Det forsøger man nu i EU-projektet 2LIPP (2nd Life for Power Plants), som bl.a. Teknologisk Institut, Energy Cluster Denmark (projektleder), Bornholms El-produktion, DTU, Hyme Energy samt svenske, tyske og polske teknik- og energivirksomheder deltager i.
Størst i Skandinavien: Udskifter zinktag med integreret solcelletag
De arbejder sammen om at udvide kapaciteten for energilagring på Bornholms Energi & Forsynings kraftvarmeværk på havnen i Rønne. Konsulent på Teknologisk Institut, Katharina Brarup Schäfer, forklarer:
- Det unikke ved 2LIPP er, at vi med relativt lave omkostninger grundet genanvendeligheden, kan skabe en energilagringsløsning, der kan implementeres bredt på tværs af Europa. Det handler om at få mest muligt ud af de ressourcer, vi allerede har til rådighed, og om at gøre energisystemet mere fleksibelt og bæredygtigt på lang sigt.
Bevarer kraftværkernes værdi og erfaringer
Værket på Bornholm skal danne rammen om et demonstrationsprojekt bestående af et innovativt hybridt energilagringssystem. Systemet skal bidrage til at stabilisere elnettet, øge forsyningssikkerheden og muliggøre en større integration af vedvarende energikilder som sol og vind.
Projektet skal dertil gøre det billigere at implementere teknologi til at lagre energi og accelerere brugen af grøn strøm i Europa.
Rådgiverteam udpeget til gigantisk energiprojekt på Bornholm
- Det vi arbejder på i EU-projektet 2LIPP, er at finde en løsning, der både bevarer kraftværkernes værdi og erfaringer. Samtidig skal de indgå i en grøn omstilling uden at gå på kompromis med elnettets stabilitet. Vi genbruger dele af kraftvarmeværkets oprindelige teknologi, herunder dampturbine, generator, kontrolsystemer samt tilslutning til el- og fjernvarmenet, mens en ny blok med nye lagringsteknologier tilføjes, forklarer Katharina Brarup Schäfer.
Tre lagringsteknologier
En vigtig del af løsningen er at integrere flere typer af energilagringsteknologier. 2LIPP projektet vil anvende tre lagringsteknologier, der alle har miljømæssige og økonomiske fordele:
- Lagring i flydende hydroxidsalt som har en lav materialepris
- Lagring i brugte bilbatterier som er billigere og mere miljøvenligt end anvendelsen af nye batterier
- Lagring i et højteknologisk svinghjul der har lang levetid og få driftsudgifter
Den kombinerede energilagringsløsning bliver styret af et innovativt energistyringssystem (EMS), som balancerer udbud og efterspørgsel på både varme og strøm. Systemet sikrer, at kraftværker kan støtte elnettet med en høj andel vedvarende energi uden at kompromittere forsyningssikkerheden.
- Vi udnytter forskellige lagringsteknologier for at skabe en fleksibel og robust løsning, der kan levere grøn energi tilbage til elnettet. Det handler om at kunne lagre overskydende energi fra f.eks. vind og bruge den senere, når produktionen, f.eks. på grund af vejrforholdene, ikke dækker efterspørgslen, forklarer Katharina Brarup Schäfer.
Fastholder store værdier
Teknologien skubber ikke kun på energisektorens grønne omstilling, men også for økonomien i den europæiske energisektor.
DI Byggeris Anders Stouge vender retur til energibranchen
Estimater viser, at løsningen kan fastholde værdier i Europa på op til 1,2 mia. euro i aktiver. De ville ellers ville være gået tabt med lukning af kontinentets kraftvarmeværker. Der er samtidigt stort potentiale for at opgradere op til 500 GW af den eksisterende energikapacitet på kraftværker i Europa.