Rekordår: Ingeniørerne har aldrig haft det bedre

Ny analyse viser rekordomsætning og historisk høj overskudsgrad i 2023 for de danske rådgivende ingeniørvirksomheder, der er vokset inden for både etablerede og nye sektorer.
Fremgangen for de rådgivende ingeniørvirksomheder kommer primært fra tre sektorer. Foto: Gettyimages.

Den seneste analyse Statistisk Branchebeskrivelse 2024 fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, viser, at de 247 virksomheder, som undersøgelsen spænder over, nåede en omsætning i Danmark – inklusive eksport – på 17,4 mia. kroner.

Det er en vækst på 1,65 mia. kroner svarende til 11 % ift. 2022 – og tillige en overskudsgrad på 7,6 %, hvilket er det højeste niveau i 40 år.

Dermed tegner sig et billede af en rådgivende ingeniørbranche, der har aldrig haft det bedre, mener adm. direktør i FRI, Henrik Garver:

– Det er svært ikke at være en stolt branchedirektør oven på de her tal for at være ærlig, siger han og henviser til aktuelle problematikker som følger af den geopolitiske situation, nedgangen i byggeriet, mangel på arbejdskraft, høj inflation i 2023 mm.

Læs også

Geopolitisk usikkerhed får danske rådgivere til at satse på Europa

Han tilføjer:

– Men at branchen ville komme så godt igennem 2023, som det nu viser sig, er tilfældet, det overstiger klart forventningerne.

– En ting er, at der har været en markant vækst i omsætningen – og for øvrigt også i antallet af medarbejdere – men at overskudsgraden for 2023 på brancheniveau lander på et niveau, hvor vi skal 40 år tilbage, er helt exceptionelt. Hvis vi sammenligner med vores prognoser for året, så lander omsætningen også markant højere end forventet. Det var den omsætning, vi havde estimeret for 2024.

Nye sektorer vinder frem

Tallene i Statistisk Branchebeskrivelse 2024 viser, at fremgangen for de rådgivende ingeniørvirksomheder primært kommer fra tre sektorer:

’Infrastruktur’, ’Energi’, og ’Industriel proces & produktion’.

Særligt væksten i sektoren ’Industriel proces & produktion’ har været markant, da sektorens markedsandel er blevet fordoblet på blot to år, målt på den samlede omsætning; i værdi er den øget med 280 % siden 2019.

Læs også

Ingeniører og arkitekter går sammen om udbudskodeks

– ’Industriel proces og produktion’ er et ekstremt interessant forretningsområde for mange vores medlemsvirksomheder i disse år. Der er en rivende udvikling, der i høj grad kan tilskrives pharma- og medicobranchen. Men også det, at mere industri flytter hjem til Danmark og Europa, samt den store vækst indenfor transport og logistik.

– Sammen med væksten inden for energi og infrastruktur, ikke mindst transportinfrastruktur, mere end kompenserer for den tilbagegang, der har været indenfor det klassiske byggeri. Men trods tilbagegang i byggeriet er byggeri fortsat den største sektor for branchen, som det har været det gennem rigtig mange år, siger Henrik Garver.

Efterspørger politisk handling

Han påpeger dog, at udviklingen kun kan fortsætte, hvis branchen kan tiltrække og fortsat tilknytte de ansatte, der skal til at løse opgaverne.

FRI’s medlemsvirksomheder beskæftiger pr. 1. januar 2024 14.859 ansatte i Danmark samt 19.678 ansatte i udenlandske datterselskaber. Det er en fremgang på 6,4 % for Danmark og 1,6 % i udlandet ift. tallene fra 2023.

Læs også

FRI: De store rådgivere finder arbejdskraft uden for ingeniørstudiet

Men det bliver en udfordring at holde den kadence i medarbejdervæksten, siger Henrik Garver:

– Den vækst i antallet af medarbejdere, vi har set over det seneste år, vidner både om, at det ér en attraktiv branche at arbejde i, og om den indsats, vores medlemsvirksomheder har lagt inden for rekrutteringsområdet. Men det er stadig et faktum, at vi i høj grad mangler både ingeniører og andre tekniske faggrupper.

FRI-direktøren efterspørger derfor politisk handling – både på uddannelsesområdet, hvor der skal skabes rammer for flere STEM-kandidater, og når det gælder reglerne for udenlandsk arbejdskraft:

– Helt kort har vi brug for, at flere unge vælger og har mulighed for at søge ind på en ingeniøruddannelse her den 5. juli. Og vi har brug for at forbedre mulighederne for, at du som faglært kan fortsætte på en videregående uddannelse – også gerne som ingeniør.

Relateret indhold