Entreprenør udvider ejerkredsen efter turbulent Corona-år

Q-Construction, der har fungeret som hoved- og totalentreprenør for bygherrer i den private, almene og offentlige sektor siden 2006, udvider ejerkredsen med nye partnere og styrker samtidig kapitalgrundlaget.
Lasse Kåre Olsen, der tiltrådte som CEO i Q-Construction d. 1. marts 2022, er sikker på, at han med den nye ejerkreds har et solidt grundlag at drive virksomheden videre på.
Lasse Kåre Olsen, der tiltrådte som CEO i Q-Construction d. 1. marts 2022, er sikker på, at han med den nye ejerkreds har et solidt grundlag at drive virksomheden videre på.

Efter et turbulent 2021 i byggebranchen, hvor branchens generelle udfordringer med materialemangler, leverandørsvigt og stigende priser, har givet – og fortsat giver – mange virksomheder i byggebranchen udfordringer, kan Q-Construction fra Aarhus offentliggøre en udvidelse af ejerkredsen. De nye partnere tilfører også kapital til virksomheden.

Således indtræder ejendomsudviklingsselskaberne K.L.H. og 1927-koncernen via H Risskov Holding, der er i ‘branchen for ikke-finansielle holdingselskaber’ som nye partnere i Q-Construction med virkning pr. 1. april, og joiner dermed ejendomsudvikleren KPC, Match Invest, der beskæftiger sig med virksomhedsrådgivning, samt grundlægger Morten Rankenberg som partnere.

Lasse Kåre Olsen, der tiltrådte som CEO i Q-Construction pr. 1. marts 2022, udtaler:

– Det er med stor tilfredshed, at jeg kan konstatere, at der på trods af et vanskeligt 2021, og en lige så udfordrende start på 2022, hvor branchen i kølvandet på Corona nu også har fået en krig i Ukraine at forholde sig til, fortsat er så stor tiltro til Q-Construction i markedet, at det er lykkedes os at tiltrække nye partnere og rejse ny kapital til virksomheden. Det glæder mig i særdeleshed, at det kan foregå på en måde hvor de eksisterende partnere KPC A/S, Match Invest Aps og Morten Rankenberg, fortsat er med på rejsen, og hvor de nye partnere både styrker vort kapitalgrundlag, men i særdeleshed også vores fremtidige forretningsmuligheder på flere områder, siger Lasse Kåre Olsen.

Samarbejdet kan give synergier

Direktøren er overbevist om, at den nye sammensætning i ejerkredsen er den helt rigtige, og at Q-Construction nu står godt rustet til fremtiden.

– Det er samtidig væsentligt for mig, at de nye partnere vælger at investere i os, fordi de ser en god forretningsmulighed og samarbejdsmuligheder til gavn for alle parter. Vores nye partnere driver deres egne meget stærke forretninger indenfor ejendomsbranchen, og jeg er sikker på at samarbejdet kan give synergier til glæde for alle partnere.

Q Constructions organisation fortsætter uændret efter udvidelsen af ejerkredsen. Dermed fortsætter nuværende bestyrelsesformand Poul Bærentsen, mens tidligere CEO og stifter Morten Rankenberg allerede pr. 1. marts overgik til en ny rolle som CDO med fokus på forretnings- og projektudvikling.

Relateret indhold