Skole nomineret til Energi- og miljøprisen

Energi- og miljøprisen uddeles hvert år til en person, virksomhed eller organisation, der har gjort en inspirerende indsats for ansvarlig energianvendelse. Prisen uddeles på Energiforum i Nyborg til marts.
Dommerkomiteen valgte sidste år Coloplast som vinder af årets Energi- og miljøpris. Her er Lone Stubberup fra Coloplast på vej ned for at modtage prisen, der blev overrakt af Jørgen Mads Clausen fra Danfoss. Arkivfoto: Johnny Anthon Wichmann
Dommerkomiteen valgte sidste år Coloplast som vinder af årets Energi- og miljøpris. Her er Lone Stubberup fra Coloplast på vej ned for at modtage prisen, der blev overrakt af Jørgen Mads Clausen fra Danfoss. Arkivfoto: Johnny Anthon Wichmann

Espergærde Gymnasium og HF er nomineret for deres omfattende og helhedsorienteret tilgang til klima og energi. På skolen er klima og energi ikke blot noget, man tænker på, når der skal udskiftes pærer eller vedligeholdes bygninger.

Vedligeholdelse og renovering af skolens bygninger går gennem klimaudvalg og CO2-udvalg på skolen, dermed sikres det, at de mindst klima-belastende løsninger vælges. På gymnasiet er klima og energi også indarbejdet i pensum og indgår derfor i flere undervisningsforløb, fremgår det af en pressemeddelelse fra Energiforum Danmark.

Det der virkelige imponerer er inddragelse af alle typer af brugere og den uddannelse, der ligger i at få eleverne til at tænke klima- og energibevidst.

Formand Mads Bo Bojesen Energiforum Danmark

Prisværdigt samarbejde

Skolens brugere involveres gennem et prisværdigt samarbejde i CO2-udvalget, der består af skolens pedel, lærere, elever, arbejdsmiljørepræsentant og ledelsen.

Skolen har opnået store besparelser via en række projekter med inddragelse af skolens brugere, der blandt andet omfatter identificering samt udskiftning af utætte ruder som opfølgning på et Naturvidenskabeligt Grundforløbsprojekt foretaget af to elever.

Derudover har skolen på elevernes initiativ indført regnvandsopsamling fra tage til toiletskyl, opsat solceller og varmepumper samt udskiftet elpærer til LED. Skolens mange energivenlige projekter har betydet, at gasforbruget er reduceret med 32 pct. i perioden 2008-2014, vandforbruget reduceret med 30 pct. i perioden 2012-2014 og elforbruget reduceret med 7 pct. i samme periode.

Spørger man på skolen forklarer Bodil Bidstup, lærer og formand for CO2-udvalget, samt Ole Jensen, pedel, at de gode resultater skyldes prioriteringen af at inddrage arbejdet med energi- og ressource forhold i undervisningen. Dette har givet mange projekter til energirenovering og bedre ressourceudnyttelse på skolen.

De to udtaler følgende til Energiforum Danmark i forbindelse med nomineringen:

– Det er vigtigt for os, at arbejdet med energi- og ressourceeffektivisering ikke blot bliver dikteret oppefra men foregår som en proces, hvor alle kan deltage. Takket være det gode samarbejde mellem mange grupper på skolen er talrige projekter blevet gennemført, hvorved energi- og ressourceforbruget er bragt meget ned.

Fossilfri institution

Espergærde Gymnasium og HF er i dag reelt fossilfrit, fordi nogle af ressourcebesparelserne bruges på vindmøllestrøm.

Energiforum Danmarks formand Mads Bo Bojesen er begejstret for indsatsen på Espergærde Gymnasium og har særligt bidt mærke i det tværgående samarbejde og udtaler:

– Rent teknisk er indsatssen på Espergærde Gymnasium og HF fornuft, men hverken epokegørende eller unik. Det der virkelige imponerer er inddragelse af alle typer af brugere og den uddannelse, der ligger i at få eleverne til at tænke klima- og energibevidst. Det er den slags, der skal til, hvis vi skal have fuldt udbytte af vores tekniske investeringer, siger han.

Sidste års vinder

På Energiforum 2015 løb Coloplast med prisen for deres energi- og klimaindsats, hvor det i produktionen lykkedes Coloplast at reducere CO2-udledningen pr. produceret enhed med 26 pct.

Foruden Espergærde Gymnasium og HF er Bygningsstyrelsen nomineret til prisen for udviklingen af performancetest, der sætter fokus på kvaliteten af byggeleverancen. Testen har vist sig at øge sandsynligheden for at opnå de planlagte bygnings- og driftskvaliteter.

For deltagelse i prisoverrækkelsen kontakt da Dorte N. Larsen fra Energiforum Danmark, e-mail: [email protected].

Relateret indhold