Efter stop af fjernvarmeplaner: Kommune kommer med ny helhedsplan

Gentofte Kommune stoppede i juni en ellers planlagt udbygning af fjernvarmenettet. Nu er der nyt i sagen.
Det hidtidige projekt for udbygning af fjernvarme i Gentofte Kommune blev besluttet i 2021. Siden da er omkostningerne til blandt andet materialer, anlæg og gravearbejde steget markant. Foto: Getty Images.

Gentofte Kommune stoppede i juni en ellers planlagt udbygning af fjernvarmenettet.

Baggrunden for beslutningen var markante stigninger i anlægsomkostninger til rør, gravearbejde, entreprenørydelser og materialer samt manglende varmekapacitet i rørene, der ville kræve for omfattende investeringer.

Nu er der nyt i sagen.

Læs også

Næststørste varmepumpe: Et lille skridt på vej mod Hofors 2035-plan

Gentofte Kommune vil nemlig udarbejde en ny helhedsplan for varmeforsyningen.

Arbejdet kommer til at fokusere på, om den eksisterende fjernvarmeinfrastruktur kan udnyttes mere effektivt, samt om varmepumper er mere økonomisk fordelagtige ved nogle lokationer.

– Vi ville meget gerne have fortsat udbygningen af fjernvarmen som planlagt, men manglende varmekapacitet og behovet for store nye investeringer gjorde det ikke muligt inden for lovens rammer at fortsætte efter den tidligere plan, siger borgmester i Gentofte Kommune, Michael Fenger (C), og fortsætter:

– Derfor har vi nu igangsat et nyt arbejde, hvor vi undersøger mulighederne for en god og robust varmeforsyning, selv om det desværre ikke kan løses med et snuptag.

275 mio. kroner billigere

Det hidtidige projekt for udbygning af fjernvarme i Gentofte Kommune blev besluttet i 2021. Siden da er omkostningerne til blandt andet materialer, anlæg og gravearbejde steget markant.

Læs også

Gentofte går i det grønne fjernvarme-spor

Kommunen må efter varmeforsyningsloven kun godkende fjernvarmeprojekter, hvis de er samfundsøkonomisk fordelagtige sammenlignet med relevante alternativer.

En analyse fra Niras konkluderede i marts 2026, at den planlagte fjernvarmeudbygning i de ikke-igangsatte områder ikke længere er samfundsøkonomisk fordelagtig.

En uafhængig second opinion fra Ea Energianalyse når frem til samme konklusion.

Ea Energianalyse vurderer, at individuelle varmepumper samlet set er cirka 275 mio. kroner billigere over en 20-årig periode end den planlagte fjernvarmeudbygning.

Relateret indhold