DI bifalder EU-klimaforslag: Vil forlænge forureningsperiode

EU-kommissionen balancerer klimahensyn og konkurrencekraft bedre i det ny forslag, mener Dansk Industri.
EU’s CO2-kvotesystem (ETS) er et vigtigt investeringsredskab for virksomheder, der enten er eller skal i gang med grøn omstilling, lyder det fra vicedirektør, Anne Højer Simonsen. Foto: Dansk Industri

EU-Kommissionen ønsker at revidere EU’s CO2-kvotesystem (ETS).

Det sker efter kritik fra industrien af, at klimakravene svækker den europæiske industris konkurrenceevne.

Med forslaget lægges der op til at forlænge den periode, hvor industrien kan forurene i. Samtidig får industrien mere finansiering til gengæld for investeringer i dekarbonisering i Europa, oplyser DR.

Det kan få betydning for blandt andet materialepriser i byggebranchen.

Forslaget vil ikke få en negativ indflydelse på EU’s klimamål, forsikrer EU-kommissær for klima, Wopke Hoekstra, ifølge DR-artiklen:

Læs også

DI: ”Energimærket er misvisende” og ”utilstrækkeligt som styringsredskab”

– Ændringerne er fuldt ud i overensstemmelse med EU’s 2040-klimamål om en 90 procents reduktion i udslippet af drivhusgasser.

I Dansk Industri mener de, at det et godt forslag, da det sørger for en bedre balancere for klimaambitioner og konkurrencekraft

 – EU-Kommissionen sætter en klar retning med sit forslag, siger Anne Højer Simonsen, vicedirektør for grøn omstilling i Dansk Industri.

– Det er ikke let at balancere klimaambitioner og konkurrencekraft, men forslaget er et godt udgangspunkt til at finde den nødvendige balance, som understøtter en robust CO2-kvotepris.

Hjælper de langsigtede investeringer

Forslaget giver virksomhederne den klare retning og de stabile rammer, der er nødvendige for at træffe langsigtede investeringer, mener DI.

– Kommissionens forslag er startskuddet på en vigtig kamp for at sikre, at EU fortsat har et stærk ETS-system, som kan bidrage til 2040-målsætningen, der også bidrager til at styrke EU’s konkurrencekraft, siger Anne Højer Simonsen.

Læs også

Ny råstofanalyse fra DI: Branchen kræver politisk handling

Ifølge DI er det afgørende, at ETS også fremover giver virksomheder et langsigtet og troværdigt investeringssignal. Det skal understøtte udviklingen af ny teknologi, reducere Europas afhængighed af fossile brændsler og styrke den europæiske industris konkurrenceevne.

– ETS er meget mere end EU’s vigtigste klimaredskab. Det er et centralt investeringsværktøj for industrien. Succes her bliver afgørende for, at Europa kan satse på egne løsninger med fokus på uafhængighed af importerede fossile brændsler, teknologiudvikling og robust konkurrencekraft, siger Anne Højer Simonsen.

Derfor mener hun, at stabilitet, forudsigelighed og langsigtede rammer er afgørende for, at virksomheder tør investere i det hele taget – også i grøn omstilling.

– Med det her forslag er der udsigt til, at virksomhederne kan få det langsigtede investeringssignal, mange kalder på. Nu handler det om at omsætte forslaget til konkret og konstruktiv politisk enighed, siger Anne Højer Simonsen.

Relateret indhold