Danskerne vil have solceller – men ventetiden er lang

Elpriser på over otte kr. pr. kilowatttime har fået danske husejere til i stigende grad at afsøge markedet for solceller. Leverings- og montagetiden er dog øget betragteligt.
Oprindeligt kunne solcelleanlæg tjene sig hjem efter cirka tolv år, men med de skyhøje elpriser kan nogle solcelleanlæg tilbagebetales på blot seks år. Det har fået interessen til at stige. Foto: Getty Images
Oprindeligt kunne solcelleanlæg tjene sig hjem efter cirka tolv år, men med de skyhøje elpriser kan nogle solcelleanlæg tilbagebetales på blot seks år. Det har fået interessen til at stige. Foto: Getty Images

Strømmen i Danmark er dyrere end nogensinde før. Onsdag i sidste uge kostede en kilowatttime hele 8,42 kroner. Det er en rekordhøj pris, som nu får de danske boligejere til at tænke i alternativer til den gængse strømforsyning.

På grund af de stigende elpriser, oplever Dansk Solcelleforenings medlemmer et kraftigt forøget antal henvendelser fra kunder, der ønsker solceller på taget.

– Det skyldes, at det er en måde, hvorpå almindelige kunder kan tage toppen af de kolossalt høje elpriser, siger formand for Dansk Solcelleforening, Flemming Vejby Kristensen, til TV 2.

Det vælter ind med henvendelser

Også hos 3byggetilbud.dk er man dagligt i dialog med utallige boligejere, der ønsker at få installeret solceller. I løbet af august har virksomheden allerede modtaget 576 henvendelser fra danskere, der ønsker at få monteret solceller.

– Det vælter ind med henvendelser fra boligejere, der ønsker at få opsat solceller hurtigst muligt. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Tilbagebetalingstiden på et anlæg er næsten halveret og det har fået hr. og fru Danmark op af stolene, fortæller Head of Customer Service, Tino Hansen.

Ventetid: 4-5 måneder

Også hos Viasol, der sælger solcelleløsninger, oplever man en massiv efterspørgsel på solceller.

– Alene i sidste uge havde vi en stigning i antallet af henvendelser på 300-400 procent, fortæller salgsdirektør Tobias Lindskov Nielsen til TV 2.

Virksomheden havde sidste år en leverings- og montagetid på 2-4 uger, men må – på grund af den øgede efterspørgsel – bede kunderne vente op til 4-5 måneder, før de kan få solceller på taget.

Relateret indhold