Trafikstyrelsen har vendt tommelfingeren opad til Hirtshals Havn. En havneudvidelse kan derfor nu komme i udbud, og inden alt for længe kan byggearbejdet starte.
Nordhavnen, som havneudvidelsen er døbt, skal forbedre besejlingsforholdene og den maritime sikkerhed markant i Hirtshals Havn. Forhåbningen er, at havnen fremover vil være et større trafikknudepunkt mellem Norden og Europa.
– I dag understreger vi Hirtshals Havns markante udvikling over de seneste år og tager samtidig et vigtigt skridt mod at sikre havnens fremtid, siger Per Anholm Nørgaard, CEO i Hirtshals Havn, og fortsætter:
Cirkulær pioner i Hirtshals skal sætte ny global standard for fiskeopdræt
– Med Etape 1 af Nordhavnen bliver vi rustet til at imødekomme skibstrafikkens stigende kapacitetskrav til gavn for lokalmiljøet, erhvervslivet samt nuværende og fremtidige kunder.
Etape 1 handler om at lave en forlængelse af den vestlige mole ved indsejlingen samt en option på udvidelse af indsejlingsåbningen.
Det skal gøre det nemmere for især de store skibe, der anløber havnen, at have en roligere og indsejling. Derudover vil det styrke forholdene for rederierne og udviklingsforholdene for nuværende og fremtidige kunder, ifølge Hirtshals Havn.
– At vi nu kan gå i udbud med Etape 1 af Nordhavnen er et resultat af, at Hjørring Kommune sammen med Hirtshals Havns bestyrelse tilbage i 2019 traf en principiel beslutning om at udvide havnen, siger Michael Lundgaard Thomsen, Bestyrelsesformand i Hirtshals Havn.
Driften fortsætter ufortrødent i havnen
Anlægsarbejdet forventes igangsat i 2027, og projektet forventes afsluttet senest i start 2030.
Inden da skal havneudvidelsen dog først i et EU-udbud til prækvalificerede kandidater, hvor der er særlige krav til entreprenørvirksomhederne.
Port of Aalborg udvider kaj og gør klar til CCS-eventyr
– Udbuddet vil blive afgjort ud fra en vurdering af det bedste forhold mellem pris og teknisk kvalitet, siger Niels Kiersgaard, der som Technical Director står i spidsen for havneudvidelsen i Hirtshals Havn.
Mens udbudsperioden og senere byggearbejdet står på, er driften af havnen på præcis samme niveau.
Anlægsprojektet skal gennemføres med fuld respekt for den daglige drift og med hensyntagen til havnens kunder og brugere, oplyser Hirtshals Havn.
