Det franske byggemarked er attraktivt for danske virksomheder at komme ind på, og flere har allerede forsøgt at få foden inden for. Her er byggevaremessen Batimat i Paris en vigtig døråbner. Hvert andet år løber den af stablen sammen med de to øvrige messer Interclima+ElechB og Idéobain under navnet “Le Mondial du Bâtiment”, og i år finder begivenheden sted 6.-10. november i Messecenter Paris-Nord Villepinte.
Med tiden er Le Mondial du Bâtiment blevet et vigtigt internationalt mødested med senest omkring 350.000 besøgende og cirka 2.600 udstillere. Her præsenteres materialer og løsninger til eksisterende og fremtidige byggerier, og branchen i Frankrig er inde i en positiv udvikling, som også gør det interessant for danske virksomheder at finde franske samarbejdspartnere og distributører.
2017-udgaven af Le Mondial du Bâtiment skal hjælpe branchens aktører med at få fuldt udbytte af opsvinget ved at sætte fokus på byggebranchens forskellige udfordringer og samtidig præsentere løsningerne.
Fremgang forstærkes
2016 var et bedre år end forventet for byggebranchen i Frankrig, og fremgangen forstærkes yderligere i 2017 med en forventet stigning på 3,4 volumen i volumen. Byggeriet ser dermed ud til at være inde i et nyt opsving, specielt understøttet af nybyggeriet (+syv procent), både inden for bolig- og erhvervsbyggeri.
Byggebranchen i Frankrig udfordres konstant af ny lovgivning, specielt omkring energikrav, og har derfor ikke bare gået og ventet på opsvinget, men er allerede langt fremme med innovative tiltag, som forandrer alle faser af byggeriet.
Byggeriet foregår i dag ud fra et helhedsperspektiv; fra den digitaliserede byggeproces (BIM) over de teknologiske gennembrud inden for materialer tilstræbes energieffektivt og CO2 neutralt byggeri. Byggeriet tilpasser sig også tiden i takt med, at brugerne efterspørger nye bæredygtige og smarte boliger, hvilket er meget lig med situationen i Danmark.
Tager afsæt i fremgang
Le Mondial du Bâtiment 2017 ønsker at hjælpe beslutningstagere, rådgivere, håndværkere og installatører med at udnytte de positive takter i branchen. Derfor er der på Interclima+Elechb, Idéobain og Batimat mange nyheder, som gerne skulle opfylde alle de forskellige besøgendes behov.
Udover præsentationer af produkter og løsninger tages der også konkret afsæt i brugernes forventninger og nye levemåder.
Der er selvfølgelig også en stribe foredrag om højaktuelle emner, hvor kendte bygherrer og entreprenører er inviteret til at komme og dele deres erfaringer. Guidede rundture og prisoverrækkelser er også en obligatorisk del af messerne, og så vil der være en fællesstand for de fransktalende lande, som skal give de besøgende mulighed for at møde beslutningstagere fra 84 lande og regeringer.