Milliardpartnerskab skal skabe 2.000 nye studieboliger i København

Overborgmesteren er begejstret for ideen om at få bygget flere betalbare studieboliger.
CPH Village har allerede små studielandsbyer som denne på Nørrebro, Østerbro, Vesterbro, Amager og Refshaleøen. Foto: Ida Lundorff.

Boligmanglen er hård i København, særligt for de unge studerende, der i disse dage søger desperat efter et sted at bo under sin studietid.

Det vil AkademikerPension gerne gøre noget ved. De har derfor allieret sig med boligudvikleren CPH Villiage, som har flere studieboliger i hovedstaden.

Sammen vil de lave en milliardinvestering, hvor 2.000 nye studieboliger skal bygges inden 2030.

Læs også

København vil bygge mere – nu også flere studieboliger

– Vi har gennem flere år vist, at vores model virker med lavere huslejer og mere tilfredse beboere end resten af markedet, og med AkademikerPension i ryggen kan vi nu skalere løsningen markant, siger Frederik Noltenius Busck, co-CEO i CPH Village.

Partnerskabets første projekt bliver etableret i Fiskerihavnen i Nordhavn med forventet indflytning i foråret 2028.

Boligerne bliver opført som modulære studieboliger, der er forbeholdt studerende, og huslejen vil fortsat ligge under markedsniveauet for sammenlignelige private studieboliger i København.

Politisk opbakning fra overborgmester

AkademikerPension gør det klart, at investeringen handler om at tjene penge til medlemmerne. Men det handler også om at bidrage til løsningen på et samfundsproblem.

– Som akademikere har alle vores medlemmer jo også selv været studerende, så jeg er sikker på at de vil glædes over udsigten til både et fornuftigt afkast, og at de samtidig er med til at løfte dette samfundsansvar, siger administrerende direktør, Jens Munch Holst.

Læs også

Vild politisk vision: 7.000 nye boliger på vej til Amager

Boligerne skal placeres i Københavns ’perspektivområder’, hvor traditionelt byggeri ofte ikke er muligt. Samtidig bliver de opført med træmoduler og andre lavemissionsløsninger med ambition om et CO₂-aftryk blandt de laveste i dansk nybyggeri.

Planerne vækker begejstring hos overborgmester Sisse Marie Welling.

– København skal være en by, hvor alle har råd til at bo – også de studerende. Derfor er det så vigtigt, at vi får bygget og lavet langt flere studieboliger til priser, unge rent faktisk kan betale, siger hun og fortsætter:

– I mange år har vi endda set, hvordan små boliger tiltænkt studerende er endt som helt vildt dyre private mikrolejligheder. Det skal vi ændre på, siger overborgmesteren

Behov for at handle hurtigt

Regeringen har Boligplan 2030 sat et mål om mindst 4.000 nye studie- og ungdomsboliger frem mod 2030.

Med den nye rammeaftale mener CPH Village og AkademikerPension at vise, at både kapitalen, erfaringen og den konkrete boligmodel allerede findes.

Læs også

CPH Village bygger 154 studieboliger på ny lokation

CPH Village og AkademikerPension opfordrer derfor staten, Københavns Kommune, grundejere og øvrige boligaktører til at handle hurtigt, så ambitionerne kan blive til konkrete boliger.

– Vi ved, at behovet er der. Vi ved også, at løsningen virker. Hvis målet om flere studieboliger skal nås, kræver det nu hurtige beslutninger og adgang til de nødvendige arealer, siger Frederik Noltenius Busc og fortsætter:

– Vi har kapaciteten, erfaringen og kapitalen til at levere tusindvis af betalbare boliger til studerende i de kommende år. Det, der nu skal til fra politikere, embedsmænd og grundejere, er vilje til at handle hurtigt. Vi er klar til at levere.

Relateret indhold