FB Gruppen bygger boliger og samlingspunkt for 14.000 beboere

By & Havn har indgået en aftale med ejendomsudvikleren om at opføre beboer- og kulturhus, 95 boliger og en daginstitution i Ørestad Syd.
Visualisering af Byens Hus set fra Asger Jorns Allé.
Byens Hus – set fra Asger Jorns Allé – kommer til at udgøre et naturligt centrum for aktiviteter, byliv og begivenheder i bykvarteret. Visualisering udført af ACT Architects.

By & Havn har indgået en aftale med FB Gruppen om at opføre beboer- og kulturhuset Byens Hus, 95 boliger og en daginstitution for enden af Asger Jorns Allé i Ørestad Syd.

– Vi ved, at Ørestad har glædet sig til, at vi kunne realisere Byens Hus til gavn og glæde for de mange beboere, der ønsker et sted til kultur og fritidsaktiviteter. Derfor er det en stor milepæl for bylivet, vi passerer, når FB Gruppen går i jorden og starter byggeriet af Byens Hus op, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Læs også

FB Gruppen i den største købsaftale med Køge Kyst

Visionen med Byens Hus er at samle flere af bydelens fælleslokaler under samme tag, så nye muligheder kan opstå i samspillet mellem beboerne i et mangfoldigt boligbyggeri med forskellige faciliteter.

Beboerne i Ørestad Syd kan bl.a. se frem til beboer- og foreningslokaler, værksteder, en multisal, en café samt fællesarealer.

Byens Hus ligger på Asger Jorns Allé ud mod Fælledpromenaden på kanten af Kalvebod Fælled. Foto: By & Havn.

Foruden at fungere som fælleshus for beboerne i området vil Byens Hus også blive et kulturhus for hele byen, oplyses det.

Ud over beboer- og kulturhuset kommer byggeriet til at rumme en daginstitution og 95 boliger.

Mangfoldighed og sammenhængskraft

FB Gruppen, som er bygherre på projektet, vil fremadrettet være ejer af boligerne, mens daginstitutionen sælges til Københavns Kommune, når byggeriet er færdigt.

Om projektet

• På byggefeltet langs Fælledpromenaden og Asger Jorns Allé opføres beboer- og kulturhuset Byens Hus, en daginstitution samt boliger i 10-11 etager
• Byens Hus vil være på ca. 2.500 m2
• Daginstitutionen bliver på ca. 2.000 m2 med dertilhørende legefaciliteter
• Boligerne udgør ca. 7.600 m2 og vil bestå af 95 ejerboliger i forskellige størrelser
• Foreningen Byens Hus har eksisteret siden 2019 og består af 22 boligbyggerier i Ørestad Syd, som er omfattet af tillæg 2 til lokalplan 398 ”Ørestad Syd”
• Bygherre på projektet er FB Gruppen
• Byggeriet er tegnet af ACT Architects
• Byggeplads etableres på nabobyggefeltet ved Den gule plads på Asger Jorns Allé i sommeren 2025

By & Havn køber beboer- og kulturhuset, hvorefter det overdrages til Foreningen Byens Hus, som repræsenterer de boligbyggerier, som har lagt en del af deres fællesarealer i huset.

– Projekter og byggesager, der understøtter mangfoldigheden og sammenhængskraften i en bydel, medvirker vi meget gerne til realiseringen af. Derfor er vi glade for tilliden fra By & Havn til dette projekt, som andrager ca. 12.000 m2, hvoraf 7.600 m2 er boliger, siger adm. direktør i FB Gruppen, Hans Bo Hyldig.

Læs også

Udviklingsselskab flytter ind hos FB Gruppen: ”Der er et klart uforløst potentiale”

Han tilføjer:

– Med en fantastisk beliggenhed ud mod Fælleden og faciliteter som Royal Arena, skøjtehallen og Naturcenter Amager i umiddelbar nærhed vil de kommende boliger få en usædvanlig attraktiv placering i Ørestad.

Byggeriet forventes påbegyndt i august 2025 og afsluttet i sidste halvår af 2027 afhængigt af myndighedsbehandlingen.

Relateret indhold