Høje-Taastrup Kommune har fået nyt, fancy rådhus med store glaspartier og terrasse, soldæk og hyggelige opholdssteder omkring den 43 meter høje bygning. Det er ikke nogen nyhed.
Nyt er det til gengæld, at Ikano Bolig, der sidste år købte det gamle rådhus og grunden omkring, ikke vil rive den 17.000 kvm store bygning ned som ellers planlagt. I stedet vil boligselskabet omdanne det tidligere rådhus til ca. 200 svanemærkede lejligheder, der skal suppleres med ca. 130 nybyggede rækkehuse mod nord. Boligerne bliver både ejer- og lejeboliger.
Lendager hjælper Vejle Kommune i mere klimaneutral retning
Byområdet skal bindes sammen af grønne områder, løbestier, deleskure og et fælles, 200 kvm bydelshus, der etableres i den tidligere varmecentral, der er placeret centralt på grunden. Også en ny, 1.500 kvm dagligvarebutik bliver der plads til i det nye boligområde.
Rådhus bliver en etage højere
Det er arkitekt- og rådgivningsfirmaet Lendager Arkitekter, der er involveret i de nye planer for rådhusgrunden og det gamle rådhus, der er opført i 1980. Ved at genbruge den eksisterende bygning forventer man at kunne opnå en væsentlig lavere klimapåvirkning og et tilsvarende mindre ressourceforbrug.
Ifølge skitseprojektet vil der blive tilføjet en ekstra etage på dele af taget på rådhuset.
– Vi mener, at de eksisterende bygninger og træer har så meget oplevelsesmæssig kvalitet og karakter, som vi ønsker at bevare fremfor at starte forfra. Ikano Bolig er modige, og vi er glade for denne mulighed for samarbejde på tværs af branchen for at rykke på den grønne dagsorden, siger Anders Lendager, Creative Director i Lendager.
Det er det rigtige at gøre
Siden Ikano Bolig købte rådhusgrunden, er der kommet øgede krav til ESG- rapportering fra både EU og fra Ikano Group. Samtidig har Ikano Bolig fået en bæredygtighedschef, hvilket har øget bevidstheden om, hvad man kan og bør gøre. Adm. direktør i Ikano Bolig, René Brandt, siger:
Naturen overtager Høje-Taastrups Gule By
– Nu ønsker vi at prøve noget, som vi ikke har erfaring med. Vi gør det, fordi vi ved, det er det rigtige, og fordi det er sund fornuft ikke at nedrive det tidligere rådhus. Og så oplever vi, at Høje-Taastrup som samarbejdspartner er meget imødekommende og ambitiøse, når det gælder den grønne omstilling, siger René Brandt.
Før projektet kan sættes i gang skal lokalpolitikerne i Høje-Taastrup Kommune godkende, at der bliver udarbejdet en ny lokalplan for rådhusgrunden. Forløber alt herefter efter planen, vil de første boliger i Rådhuset forventeligt stå klar i 2027.
Stor anerkendelse fra borgmester
Under et lukket punkt på seneste byrådsmøde fik medlemmerne præsenteret skitseprojektet, og der var umiddelbar bred opbakning til at se nærmere på mulighederne for at genbruge bygningen. Dels er der en stor miljøgevinst, dels er der blandt andet lagt op til at bevare størstedelen af linde-alléen langs Øtoftegårdsvej.
– Det gamle rådhus kunne ikke længere bruges som et moderne rådhus for borgerne og for medarbejderne. Og det kunne ikke betale sig for os at renovere det gamle rådhus, hverken økonomisk eller energimæssigt. Intet har ændret det regnestykke. Så vi fortryder på ingen måde, at vi solgte og byggede nyt, siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler.
Top10: Største kontor- og domicilprojekter med afslutning i 2024
– Men jeg og byrådet er naturligvis begejstrede for, at Ikano Bolig har planer om at bruge vores gamle rådhus og grunden til at få erfaring med at omdanne og genbruge udtjente kontor- og erhvervsbygninger til lyse og moderne boliger i et område, der i forvejen er veletableret med grønne omgivelser. Jeg er sikker på, at Ikano Bolig i første omgang ville tjene flere penge, hvis de fulgte den oprindelige plan og rev ned for at bygge nyt. Så stor anerkendelse herfra, siger Michael Ziegler.
Tirsdag den 4. juni er transformationen af det gamle rådhus på dagsordenen på Plan- og Miljøudvalgets møde. Her vil udvalget forventeligt godkende, at der bliver udarbejdet en ny lokalplan for rådhusgrunden.