Dansk Metal går ind i stort boligprojekt i Odense

Omkring 200 boliger kan nu opføres på et tidligere erhvervsområde tæt på Odense centrum. Dansk Metal går ind som medejer af projektet sammen med 3C Groups.
Fra venstre Niels Thorborg, koncernchef i 3C Groups, Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense, og Claus Jensen, forbundsformand, Dansk Metal. Foto: Stine Rasmussen.

Et tidligere erhvervsområde på Østerbro i Odense skal omdannes til omkring 200 boliger, efter at Odense Byråd har vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget for området.

Bag projektet på Østergade 54-68 står 3C Groups og Dansk Metal, der går ind som medejer. Dermed investerer en af landets største fagforeninger direkte i udviklingen af nye boliger sammen med en privat ejendomsudvikler.

Lokalplanen blev vedtaget 26. august og giver mulighed for omkring 200 boliger på den 9.151 kvadratmeter store grund. Området ligger tæt på Odense centrum, banegården, letbanen, uddannelsesinstitutioner og større arbejdspladser.

Læs også

Odense bør holde fast i sine ambitioner

For Dansk Metal er projektet både en investering i fast ejendom og en medlemsfordel. Forbundets medlemmer samt deres børn og børnebørn får særlig adgang til de kommende boliger.

– Med de nye boliger i Odense får Dansk Metals medlemmer en helt konkret fordel, når de leder efter et godt sted at bo. Samtidig er det en langsigtet investering i fast ejendom, som er med til at sikre, at Dansk Metal også står økonomisk stærkt i fremtiden, siger forbundsformand Claus Jensen.

Fra erhvervsområde til boliger

Projektet er samtidig endnu et eksempel på omdannelsen af tidligere erhvervsarealer til boliger i Odense. Grunden på Østerbro har været præget af erhverv i mere end 100 år.

De ældste bygninger stammer fra 1910, og området har blandt andet huset trælastvirksomheden N.H. Hein, Nordisk Radiatorfabrik og Premier Is.

Den historie skal fortsat kunne aflæses i området. Det historiske navnetræk “N.H. Hein” bliver integreret i det kommende byggeri.

Læs også

Boligbyggeriet kan ikke følge med efterspørgslen i Odense

For 3C Groups bliver projektet begyndelsen på et længere samarbejde med Dansk Metal.

– Odense er inde i en meget positiv udvikling, og vi tror på byens fremtid. Derfor investerer vi langsigtet i at skabe attraktive boliger de rigtige steder i byen, siger koncernchef Niels Thorborg.

Med den politiske vedtagelse er plangrundlaget nu på plads for at omdanne erhvervsgrunden til boliger.

Relateret indhold