Dan Jord-direktør udskiftet i stilhed

Det er under en måned siden, at Hans Christensen overtog tømmerne i Dan Jord A/S fra direktør gennem små 18 år: Stef Heykoop.
Foto: Dan Jord A/S.
Foto: Dan Jord A/S.

Der har ikke været nogen afskedsreception – og ingen ønsker at sige, om Stef Heykoop selv sagde op fra Dan Jord A/S, om han blev fyret, eller om han blev bortvist.

Men faktum er, at Dan Jord 18. marts indsatte Hans Christensen som direktør i stedet for samme Stef Heykoop, som har været ansat i selskabet siden 1992, og som haft rollen som direktør siden 2003.

Det er under måned før, at selskabet ifølge Jyllandsposten er involveret i den skandalesag, der er under optrævling i det almene boligselskab Østjysk Bolig. Men hvorvidt der er en sammenhæng mellem direktørskiftet og skandalen, har ikke været muligt at bekræfte.

Klar til nye udfordringer

Det har nemlig ikke været muligt at få fat på Stef Heykoop for en kommentar. På sin Linked’In-profil skriver han dog, at han “søger nye udfordringer hjemmefra”.

Han har altså ikke landet sig et andet top-job i branchen, hvad man måske kunne forvente af en eks-direktør med hans anciennitet.

Hos Dan Jord ønsker direktør Henrik Christesen ikke at udtale sig om sin forgængers fratrædelse – og samme svar modtager man hos Dan Jord A/S’ ejer, Per Aarsleff A/S.

Ej heller hos Østjyllands Politi er der svar at hente. Politiinspektør Brian Foss Olsen oplyser, at man har sigtet flere personer i sagen om Østjysk Bolig, men han udtaler sig ikke om, hvilke virksomheder og/eller personer, der eventuelt måtte være involveret.

Én person i centrum

Politiet har ellers været på besøg hos Dan Jord – og igen indskærpes det fra flere kilder, at ingen endnu har redegjort for, at der er en sammenhæng mellem Østjysk Bolig i den kontekst.

Hvad folk selv tolker på ryggen af Dan Jord A/S’ pressemeddelelse, må stå dem frit for:

“Dan Jord A/S er blevet sigtet i forbindelse med en række uregelmæssigheder i forhold til en samarbejdspartner. Politiet har gennemført en ransagning på Dan Jord A/S’ kontorer som følge heraf.”

“Der er tale om forhold, som en enkelt person hos Dan Jord A/S er ansvarlig for, og således ikke udtryk for en generel kultur eller koordineret praksis hos Dan Jord A/S.”

“Da Dan Jord A/S’ interne adfærdsregler ses overtrådt, har Dan Jord A/S valgt straks at stoppe samarbejdet med den pågældende medarbejder.”

Relateret indhold