Om Waves
- Waves er et af Danmarks største shoppingcentre med 110 butikker fordelt på 62.000 kvadratmeter. Shoppingcentret ligger i Greve, syd for København, tæt på motorvejen og Hundige S-togs station. Waves ejes af Dades og administreres af Datea.
I juli måned starter byggeriet med at omdanne førstesalen i shoppingcentret Waves til et biograf- og bespisningsunivers.
– Vi glæder os til at få en stor og flot biograf i Waves. Den nye biograf bliver en integreret del af shoppingcenteret, og det kommer til at skabe en helhed, at gæsterne både kan shoppe, spise ude og gå i biografen samme sted. Waves bliver rammen for en masse gode oplevelser, siger Torben Bloch, ejendomsadministrationsselskabet Datea’s centermanager i Waves.
Biograf til 75 millioner kr.
Førstesalen i Waves bliver i løbet af det kommende år omdannet til et biografunivers, samtidig med at hele førstesalen moderniseres. Burger King, Jensens Bøfhus og Café Choice bliver liggende på 1. sal og holder åbent under hele byggeperioden. Området på 1. salen suppleres med to nye spisekoncepter.
– Med biografen og de nye restauranter får Waves en stærkere profil, der vil øge kundestrømmen og tiltrække nye butikker. Tilsammen vil det styrke shoppingscenterets i forvejen solide position på centermarkedet, siger Boris Kjeldsen, adm. direktør i ejendomsinvesteringsselskabet Dades, der ejer Waves og fortæller, at investeringen ligger i et niveau omkring 75 millioner kroner.
Taget på shoppingcentrets eksisterende bygning hæves fem meter for at få plads og loftshøjde nok til de store biografsale. Ejendomsadministrationsselskabet Datea, der administrerer Waves, skal i deres projektafdeling stå for byggeriet i samarbejde med nogle af Danmarks førende rådgivere.