Flere af Region Syddanmarks sygehuse vil i 2017 få håndværkere på besøg, der skal forbedre og modernisere nogle områder på sygehusene. Det gælder både sygehuset i Odense, Svendborg, Vejle, Kolding og i Sønderborg, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer efter at regionsrådet 22. maj besluttede at afsætte midler til området. Dermed får flere af de sygehuse, som ikke er tildelt kvalitetsfondskroner til ombygning, også mulighed for at få bygget om og forbedret de fysiske rammer.
– Det er glædeligt for både patienter, pårørende og ikke mindst personalet, at vi nu får gjort noget ved nogle af de fysiske udfordringer, der er på flere af sygehusene. Det er med til at skabe tryghed for patienter og pårørende at komme til et sygehus, der er lyst, venligt og moderne. Og samtidig er gode arbejdsmæssige forhold også et vigtigt parameter, når personalet skal yde en god og professionel behandling, siger formand for Sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen (S).
Bred vifte
Det oplyses, at en af de fysiske forbedringer, der er afsat penge til, er at samle modtage- og venteområdet for lægevagten og fællesakutmodtagelsen på sygehuset i Svendborg. Formålet er, at patienterne i højere grad skal opleve at blive mødt af et samlet sundhedsvæsen.
På Sygehus Lillebælt er der blandt andet afsat penge til en ombygning af Onkologisk Ambulatorium og Øjenafdelingen i Vejle. Afdelingerne får mere plads og bliver mere tidssvarende. Derudover flyttes Blodprøvetagningen i Vejle, så den får en mere central placering tæt ved hovedindgangen til glæde for de mange patienter, der dagligt skal have taget en blodprøve.
På sygehuset i Sønderborg fremrykkes en ombygning og renovering, der blandt andet betyder en modernisering af Intensiv Klinikken og modtagelses- og venteområdet ved Onkologisk Afsnit.
Regionen betaler selv
En del af pengene til de mindre ombygnings- og renoveringsprojekter kommer fra en pulje på 12,7 millioner kroner, der blev afsat i regionens budget for 2017 til presserende mindre anlægsopgaver i somatikken. De resterende midler er overskydende kroner fra anlægsbevillinger, der tidligere er afsat til ombygning af flere sygehuse. Alle pengene henter Region Syddanmark altså fra egen kasse.
Formand for Innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S), siger:
– Vi bygger nye store akutsygehuse for de kvalitetsfondsmidler, vi har fået fra staten. Men i de bevillinger er det jo ikke tænkt ind, at der også er behov for at renovere de andre sygehuse, som enten afgiver eller modtager nye afdelinger og funktioner. Regionens budget til mindre anlægsopgaver er pressede i disse år, men jeg er glad for, at det alligevel er lykkes os at finde nogle få midler til at ombygge og modernisere på de sygehuse, som ikke får kvalitetsfondskroner.
De mange renoverings- og ombygningsprojekter forventes at gå i gang i 2017.