Biblioteket var oprindeligt med begrænset naturligt dagslys for at beskytte de tusindvis af bøger og andet fysisk materiale, der opbevares i bibliotekets samling. SHL vil i stedet skabe et mere “levende bibliotek” og åbne op ved hjælp af nye passager, der skal tilføre en bedre visuel og fysisk sammenhæng i bygningen, mens der tilføres naturligt lys til rummene.
– Vi har været drevet af tre bærende principper i vores design af TL Robertson Library: åbenhed, tilgængelighed og velbefindende. Ombygningen komplimenterer bygningens originale design med markante, nutidige arkitektoniske interventioner, der fokuserer på varme, naturlige materialer og skaber en kontrast til den nuværende struktur ved at være åben og lys, siger Morten Schmidt, stiftende partner hos Schmidt Hammer Lassen.
Forbindelsen mellem menneske og rum
TL Robertson Library er centralt placeret på Curtin Universitys campus. Her er der mange grønne områder, og planen med det nye arkitektoniske design er at invitere landskabet indenfor ved at anvende træ og andre naturmaterialer.
På Henderson Court, et grønt område ved bygningens sydside, vil de fysiske barrierer blive fjernet, mens der kommer til at være en gradvis hældning af landskabet, der skaber en mere direkte forbindelse til den sydlige indgang. I selve biblioteket vil et nyt atrium skabe en forbindelse mellem første og anden etage.
– Ombygningen vil visuelt og fysisk forbinde biblioteket med det centrale campus og de nye bygninger, hvilket yderligere er med til at understrege betydningen af biblioteker på højere læreanstalter – ikke blot som akademiske institutioner men også som kulturelle mødesteder, der er åbne for alle, siger Morten Schmidt.
Moderniseringen af TL Robertson-biblioteket står klar i 2022 og er SHL’s andet biblioteksprojekt i Australien. Tegnestuen er i forvejen i gang med udbygningen af Australiens ældste bibliotek State Library Victoria i Melbourne. Det står færdigt i 2020.