Selvom Taj Mahal officielt er et af verdens syv moderne vidundere og besøges af op mod otte millioner turister hvert eneste år, så er den verdensberømte og næsten 400 år gamle bygning nu i fare. Årsagen er voldsomt slid fra omgivelserne i form af forurening samt manglende vedligeholdelse. Det skriver Lonelyplanet.com.
Indiens Højesteret har tidligere krævet af myndighederne i delstaten Uttar Pradesh, at der bliver lavet og igangsat en plan for oprydning og restaurering af det gamle mausoleum. Hidtidige forsøg på at bevare bygningsværket har ikke været tilfredsstillende, og nu kræver Højesteret, at man senest 31. juli i år – altså om få dage – har en plan klar.
– Endnu har delstaten ikke reageret. Der er ingen plan eller vision fremlagt endnu. Enten river man Taj Mahal ned, eller også skal det restaureres, lyder det fra Højesteret.