Arkitektskole sikrer sig Søren Nielsen som professor

Mangeårig partner i tegnestuen Vandkunsten, Søren Nielsen, tiltræder pr. 1. marts et professorat i arkitekturens praksis på Arkitektskolen Aarhus.
Søren Nielsen har været partner i Vandkunsten siden 2008. Nu kan han lægge al sin energi i forskning og uddannelse i den grønne omstilling fra sin nye platform på Arkitektskolen Aarhus.
Søren Nielsen har været partner i Vandkunsten siden 2008. Nu kan han lægge al sin energi i forskning og uddannelse i den grønne omstilling fra sin nye platform på Arkitektskolen Aarhus.

Søren Nielsen går i fodsporene af Vandkunsten-stifterne Michael Sten Johnsen og æresmedaljemodtageren Jens Arnfred, når han 1. marts tiltræder som professor ved Arkitektskolen Aarhus, hvor han skal forske og undervise i bosætning og økologi i direkte forlængelse af hans tegnestuepraksis igennem mere end tre årtier.

Det akademiske ståsted giver ham mulighed for at eksperimentere og arbejde med idéer, før de er klar til mødet med markedets og lovgivningens virkelighed. Disse aktiviteter producerer uundværlig inspiration for fornyelsen af praksis.

Søren Nielsen ser frem til at forske og kigge ind i den dybdeøkologiske byggepraksis sammen med de studerende. Han siger:

– I de senere år har arkitektskolerne udgjort et stadigt vigtigere laboratorium for udvikling af fremtidens bæredygtige arkitektur. Jeg tager nu konsekvensen af, at den grønne omstilling går meget trægt i branchen, og vil lægge hovedparten af min energi i forskning og formidling.

En betydningsfuld stemme

Søren Nielsen har igennem sin tid som partner hos Vandkunsten siden 2008 markeret sig som en betydningsfuld stemme for bæredygtig og socialt balanceret arkitektur. Tilbage i 2018 var han bl.a. paneldeltagerne ved en debat på Build in Wood-konferencen, hvor han – uden at vide det – talte ind i fremtiden, da han lagde op til, at de studerende skal have mere viden, for at kunne tage træ til sig.

– Vi er på kravlestadie, når det gælder træ. Vi har ikke nogen ordentlig uddannelse og vi har ikke nogen national strategi for byggeri i træ. Det kunne være rart med en roadmap for, hvordan man anvender træ på en CO2-neutral måde i byggeriet, sagde han dengang.

På Building Green i november deltog han i en debat om regenerativt byggeri, hvor han lagde op til mådehold i byggeriet eller måske endda et fuldt stop for nybyggeri, der ikke er opført af biogene materialer som ubrændt tegl, ler og pileflet.

Vil styrke skolens position

På Arkitektskolen Aarhus forventer man, at Søren Nielsens dedikation til forskning og formidling samt store praksiserfaring vil styrke skolens position som et førende laboratorium for udviklingen af fremtidens bæredygtige arkitektur.

– Vi ser med stor glæde frem til at styrke vores indsats inden for økologi og bosætning med Søren Nielsens tiltrædelse. Det er afgørende, at vi transformerer vores tilgang til uddannelse af arkitekter og udvikling af arkitektur i lyset af den grønne omstilling, og jeg er overbevist om, at Søren vil være en central medspiller i dette arbejde, siger rektor Torben Nielsen.

Fra studiestart 2024 igangsætter Arkitektskolen Aarhus et nye curriculum med seks læringsfelter som omdrejningspunkt for hele arkitektuddannelsen: Naturindsigt, Kulturforståelse, Kunstnerisk dannelse, Arkitektur og teknologi, Arkitektur og Skala samt Arkitektur og Praksis.

– Søren Nielsen kommer til at være en meget positiv og aktiv del af implementeringen af det nye curriculum, siger Torben Nielsen.

Relateret indhold