Nu skal der findes kandidater til årets Aluminium Byggepriser

I 2018 skal der uddeles to priser, som honorerer intelligent og innovativ brug af aluminium i byggeri.
Der søges kandidater til to aluminium-priser. Foto: Colourbox.
Der søges kandidater til to aluminium-priser. Foto: Colourbox.

Aluminium er blevet et populært materiale, som anvendes på stadig flere og nye måder.

– Det er et spændende materiale at arbejde med. Det giver helt unikke udfoldelsesmuligheder inden for byggeri. Ikke mindst til brug ved facader kan der ved korrekt brug opnås helt særegne arkitektoniske udtryk kombineret med stor funktionalitet, siger Carsten Pedersen, der er konsulent for Alufacadesektionen i Dansk Byggeri, som sammen med Aluminium Danmark under Dansk Industri uddeler priserne.

Alufacadesektionen og Aluminium Danmark ser frem til at få gode bud på projekter til konkurrencen. Aluminium Byggepriser uddeles ved en prisoverrækkelse 25. januar 2018. Der bliver uddelt en hovedpris og en ekstrapris.

Intelligent og innovativ

– Vi opfordrer branchen i bredeste forstand til at sende forslag til værdige vindere af prisen. Hovedprisen gives til et færdigopført byggeri og ekstraprisen til en dygtig studerende eller nyuddannet dimittend, fortæller Jim Hansen fra Aluminium Danmark under Dansk Industri.

Hovedprisen til et færdigopført byggeri vil blive givet til et byggeri, som viser intelligent og innovativ anvendelse af aluminium, der fremmer byggeriets arkitektur og indeklima. Det forventes, at byggeriet skiller sig ud arkitektonisk eller funktionelt, og at anvendelsen af aluminium har medvirket til at fremme og understøtte byggeriets arkitektur og indeklima.

Ekstraprisen vil blive uddelt til en studerende eller dimittend. Det kan for eksempel være en ingeniør, bygningskonstruktør, arkitekt eller studerende fra andre uddannelsesretninger, som har en god idé eller projektforslag udformet i aluminium til fremme af innovativt byggeri og bygningskomponenter.

Relateret indhold