Ikano Bolig sætter gang i Vinge: “Kan blive et fyrtårn for fremtidigt boligbyggeri”

Frederikssund Kommune har nu godkendt lokalplanen for boligprojektet Bakkekvarteret i Vinge, og dermed kan Ikano Bolig se frem til opstart af opførelsen af ca. 230 boliger.
De ca. 230 boliger bliver opført med særlig fokus på byliv, natur, bæredygtighed, og fællesskab. Illustration: Adept.
De ca. 230 boliger bliver opført med særlig fokus på byliv, natur, bæredygtighed, og fællesskab. Illustration: Adept.

Lokalplan 160 for Bakkekvarteret i den sydlige del af Vinge er blevet godkendt.

Projektet kommer til at rumme ca. 230 boliger, som bliver en blanding af etageboliger og rækkehuse i 1 og 2 plan – og udbydes som både leje- og ejerboliger.

Byggeriet forventes at blive Svanemærke-certificeret, og derudover er byggeriet en del af klimaprojektet Boligbyggeri 4til1, som Realdania og Villum Fonden står bag. Her er Ikano Bolig udvalgt til – igennem eksempelbyggerier – at forsøge at reducere klimabelastningen i byggeriet til en fjerdedel af det nuværende klimaaftryk:

– Vi glæder os over dette vigtige fremskridt i projektet, og at bygge med både Svanemærke-certificering og de store ambitioner til CO2-regnskabet stiller store krav til processen og det færdige resultat. Det er en kompleks opgave at få det hele til at mødes, og vi er glade for, at vi – efter en god lokalplansproces med Frederikssund Kommune – nu har mulighed for at bygge mere bæredygtige til folk i alle livets faser, fortæller René Brandt, direktør hos Ikano Bolig.

Ejendomsudvikleren regner med at tage første spadestik i løbet af 2024.

Byggeriet af boligerne kommer til at foregå i etaper, og de første boliger forventes at være indflytningsklare i løbet af 2025/26.

Kan blive et fyrtårn for hele landet

Udviklingsplanen for Bakkekvarteret har lagt særlig vægt på at skabe en grøn by med smukke naturomgivelser, som også skal understøtte biodiversiteten i området.

Derudover ønsker man at skabe byliv med fokus på nærhed og fællesskab og dermed danne rammer for de nære fællesskaber, som kan opstå mellem de kommende beboere.

– Jeg glæder mig til at følge den del af projektet, der handler om at nedbringe klimaaftrykket ved boligbyggeri. Hvis Ikano Bolig lykkes med det, kan det blive et fyrtårn for fremtidigt boligbyggeri i hele landet, siger borgmester Tina Tving Stauning (A).

Ikano Boligs samlede boligprojektet i Vinge kommer til at bestå af ca. 1.800 rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser og derudover en eller to bydelshuse.

I den sydlige del har man påbegyndt lokalplansarbejdet, hvorefter man kigger på udviklingen af den nordlige del. Adept har bistået med udarbejdelse af planer for området.

Relateret indhold