Ørsted i ingeniør-samarbejde: Afprøver biobeton til platforme for flydende havvind

Ørsted har underskrevet en hensigtserklæring med den globale ingeniør- og anlægsvirksomhed Acciona og tager dermed næste skridt hen mod at realisere potentialet for flydende havvind i stor skala i Europa.
Havvindmøller i Tyskland. Foto: Gettyimages.
Havvindmøller i Tyskland. Foto: Gettyimages.

Midt i 2030’erne forventes mere end 20 % af nye havvindmølleparker at være på flydende fundamenter.

Energiselskabet Ørsted har nu indgået et strategisk samarbejde med infrastrukturdivisionen af Acciona, og som en del af hensigtserklæringen vil virksomhederne samarbejde om at reducere miljøpåvirkningen og prisen på el fra flydende havvind, industrialisere produktionen af betonfundamenter og etablere en europæisk forsyningskæde, der skal understøtte Ørsteds portefølje af udviklingsprojekter inden for flydende havvind i Europa.

Læs også: Statsligt milliard-udbud skal bringe Danmark i PtX-førertrøjen

– Målet med vores samarbejde med Acciona er at flytte flydende havvind fra innovations- til industrialiseringsstadiet. Vi ønsker at udvide vores europæiske pipeline af flydende havvindprojekter med Spanien som et vigtigt marked. At fremme teknologien til flydende havvind og bringe den på markedet er et strategisk mål for Ørsteds program for flydende havvind, og det gør vi netop ved at indgå partnerskaber med forsyningskæden, siger Rasmus Errboe, Executive Vice President og regionsdirektør for Europa i Ørsted.

Biocement, biobeton og andre materialer

Et centralt element i aftalen mellem Ørsted og Acciona bliver at undersøge brugen af CO2-neutrale materialer som biocement og biobeton og andre materialer og løsninger, der understøtter Ørsteds og Accionas mål for biodiversitet og CO2-reduktion.

Læs også: Indien vil have havvindmøller – og Danmark vil hjælpe

– Denne alliance vil hjælpe os med at fremskynde udviklingen af vores virksomhed som leverandør af platforme til havvindindustrien. Den ekspertise, Ørsted kommer med, koblet med Accionas kendskab på tværs af koncernen til infrastruktur og vedvarende energi vil være afgørende for denne aftales succes, siger Huberto Moreno, adm. direktør for Accionas division for anlægsprojekter.

Baner vejen for flere markeder verden over

Gabriel Davies, der står i spidsen for Ørsteds program for flydende havvind, fortæller, at energiselskabet med flydende havvind kan levere grøn strøm, skabe energiuafhængighed og bane vejen for en netto-udledning på nul for mange flere markeder verden over:

– Samarbejdet med Acciona vil hjælpe os med at tage det næste skridt hen mod at realisere potentialet for flydende havvind i stor skala i Europa: At innovere, investere i forsyningskæden og reducere omkostningerne, samtidig med at vi reducerer CO2-udledningen. Det er netop det, Ørsted allerede har gjort med bundfast havvind, og vi vil gøre det igen med flydende havvind.

Relateret indhold