Martin Wiggers Erichsen er startet som COO i Malmos Landskaber, hvor han udgør et stærkt match i forhold til virksomhedens værdibaserede mission om tidligere involvering af anlægsgartneren, endnu mere partnerskabsorienteret tilgang og udbredt fokus på tillid, dialog og samarbejde.
Det fortæller Malmos’ CEO, Kim Thinggaard:
– I et stærkt ansøgerfelt var Martin den oplagte kandidat.
Læs også: Malmos i plus: “Vi ser store muligheder i den grønne samfundsbølge”
Den nye COO har igennem sin karriere været både håndværker og bygge-/projektleder og kender således jargonen i skurvognen og på de bonede gulve.
– Martin kender forskellen på traditionelle entrepriseformer og moderne partnerskabsskabsmodeller og er meget bevidst om at søge en forretningslogik, som bygger på interesser og løsninger fremfor rettigheder og konflikter, lyder det fra Kim Thinggaard.
Kunden, opgaven og teamet
Martin Wiggers Erichsen har senest været partnerskabschef hos Enemærke & Petersen, hvor han har stået i spidsen for etableringen og udviklingen af det strategiske byggepartnerskab ‘&OS’.
– At søge og vælge Malmos som min kommende arbejdsplads har været helt naturligt for mig, siger han og uddyber:
– Malmos’ DNA er som partnerskabets DNA. Der er fokus på kunden, opgaven og teamet, og en tro på, at hvis samarbejdet er tillidsfuldt og fungerer, så følger resultaterne med. Desuden har Malmos’ grønne univers vakt min interesse.