DGI-hus sparer masser af vand

I DGI-huset i Vejle medførte udskiftning af brugsinstallationerne i omklædningsrummene store besparelser på både varme og energi. Besparelserne udløste en kontant belønning fra energiselskab.

DGI-huset i Vejle rummer både svømmehal og fitnesscenter, og i de tilhørende omklædningsrum findes omkring 90 brusere. Brusere, som man ved en gennemgang af brugsinstallationerne i 2013 bemærkede brugte 12 liter vand i minuttet.

Servicechef Kristen Pagh i DGI-huset ønskede at optimere brugen af vand og fik efter gennemgang af markedet i 2014 opsat brusepaneller med et vandforbrug på syv liter i minuttet.

Med en så klar reducering i vandforbruget vil vi også opleve et langt mindre energiforbrug til opvarmning af det varme badevand.

Servicechef Kristen Pagh DGI-huset i Vejle

Lave omkostninger

Udskiftningen af brusepanelerne har medført omkring en 50 procents besparelse på vandforbruget. Samtidig har man i DGI-huset ikke oplevet klager over en forringet badekomfort, tværtimod har brugerne været tilfredse med udskiftningen, påpeger Kristen Pagh.

De nye brusepanelers mål på 1.400 mm er netop nok til at dække mærker fra de tidligere installationer, hvilket har været med til at holde renoveringsomkostningerne nede, fremgår det af en pressemeddelelse om udskiftningen fra Tandrup Water Solutions A/S.

Kontant belønning

– Det er ikke kun vandregningen, vi får en besparelse på. Med en så klar reducering i vandforbruget vil vi også opleve et langt mindre energiforbrug til opvarmning af det varme badevand, forklarer Kristen Pagh.

På grund af energibesparelsen har DGI-husets energiselskab udbetalt en kontant belønning af en ‘ikke uvæsentlig størrelse’, som det beskrives i Tandrup Water Solutions A/S pressemeddelelse.

Relateret indhold