Holscher Nordberg fokuserer på Norden

Tegnestuens portefølje er i stigende grad præget af nordiske samarbejder og projekter i nabolandene Sverige og Norge.
Jubileumshallen er et af flere projekter i RegionCity, som Holscher Nordberg skal arbejde på i de kommende år. Illustration: Tomorrow Visualization og Holscher Nordberg.
Jubileumshallen er et af flere projekter i RegionCity, som Holscher Nordberg skal arbejde på i de kommende år. Illustration: Tomorrow Visualization og Holscher Nordberg.

Den København-baserede tegnestue Holscher Nordberg har i de seneste år øget sin tilstedeværelse i Norden med en række større projekter. Det hele startede med RegionCity, som er et stort byudviklingsprojekt i det centrale Göteborg, iværksat af Jernhusen. Og senest er tegnestuen udvalgt til et parallelopdrag om planlægning og udbygning af Nittedal, en forstad til Oslo i stærk vækst. Det skriver Holscher Nordberg i en pressemeddelelse.

Tegnestuen fortæller, at det øgede fokus på Norden rummer mange muligheder for nye projekter og tværfaglige nordiske samarbejder. Med tegnestuens store erfaring inden for blandt andet by- og bebyggelsesplanlægning samt boligbyggeri har Holscher Nordberg en lang række kompetencer at byde ind med på det nordiske marked.

– Vi har på tegnestuen stor erfaring i at arbejde med fortættede byrum og byggerier, særligt fra større projekter i København, og det er denne viden, vi vil arbejde videre med i resten af Norden. Vores særlige interesse og styrke ligger i det sociale islæt, som er et gennemgående tema for tilgangen til alle vores opgaver. Vi er meget bevidste om, at den gode by opstår ud af gode arkitektoniske løsninger, som opfordrer til interaktion mellem byens brugere, hvilket skaber muligheder for det uformelle møde, siger Nils Holscher, partner og arkitekt hos Holscher Nordberg.

Region City

Holscher Nordberg fortæller, at RegionCity i Göteborg – som startede det hele – bliver et internationalt, regionalt og lokalt mødested, som giver energi til både byen og regionen, der er i stærk vækst. RegionCity er det nye knudepunkt for offentlige trafikforbindelser både i, til og fra Göteborg. I udformningen af byområdet er der lagt særlig vægt på at skabe gode offentlige byrum for alle og rekreative uderum i både gadeniveau og på tagterrasser. RegionCity er skabt gennem et samarbejde med norske ReiulfRamstad og svenske Kanozi.

Jubileumshallen er et af flere projekter i RegionCity, som Holscher Nordberg skal arbejde på i de kommende år. Jubileumshallen er en transithal, som forbinder Centralstationen med den nye undergrundsbane samt byens busterminal.

Rikke Hansen, arkitekt hos Holscher Nordberg og projektleder på Jubileumshallen og RegionCity mener, at det især er den helhedsorienteret og analytiske tilgang, som arkitekterne fra Holscher Nordberg kan byde ind med.

– Danske arkitekter har tradition for at arbejde helhedsorienteret og favne både den sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. Vores analytiske tilgang sætter os i stand til at skabe unikke byer og bygninger, der arkitektonisk er forankret i såvel stedets særlige betydning som brugernes ønsker og behov, siger Rikke Hansen.

Fortsat nordisk fokus

Til byplanprojektet i norske Nittedal er Holscher Nordberg en del af et stærkt dansk team med Kragh & Berglund landskabsarkitekter, Urban Creators og Dansk Energi Management & Esbensen. Holdets involvering i projektet er ifølge Holscher Nordberg endnu et eksempel på at dansk specialistviden inden for byplanlægning og arkitektur er efterspurgt uden for landets grænser, og at Holscher Nordberg har en række relevante kompetencer at byde ind med på de nordiske markeder.

Holscher Nordberg fortæller, at de forsat vil fokusere på det nordiske marked og er i gang med at udbygge det voksende netværk i henholdsvis Norge og Sverige. De nordiske projekter vil derfor fortsat sætte sit præg på tegnestuen de kommende år.

Holscher Nordbergs nordiske aktiviteter startede med RegionCity i Göteborg. Illustration: Holscher Nordberg.
Holscher Nordbergs nordiske aktiviteter startede med RegionCity i Göteborg. Illustration: Holscher Nordberg.

Relateret indhold