Byggeriet
- Arkitekt: C.F. Møller
- Entreprenør: KPC
- Ingeniør: Midtconsult
- Bygherre: Civica
- Lejlighederne er mellem 36 og 50 kvadratmeter.
- De har alle sammen eget køkken og bad.
- Byggeriet ligger på Odense Havn.
ODENSE: I februar blev Civicas store ungdomsboligbyggeri udlejet og de sidste lejligheder blev fyldt op med unge studerende.
Civica er Fyns største almene boligforening, og de over 8000 kvadratmeter lægger rum til over 220 studieboliger og er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller.
Vi vægter beboerdemokratiet, og ved Stenfiskerkajen har det været vigtigt, at de unge selv bestemmer over fællesrummene og dermed tager ejerskab. Der var faktisk flere kandidater til beboerbestyrelsen, end der var pladser,
Trols Nielsen, kommunikationsansvarlig i Civica
Dagens Byggeri blev vist rundt på området af Troels Nielsen, der er kommunikationsansvarlig hos Civica.
Stenfiskerkajen, som byggeriet hedder, ligger på en af Odenses fineste placeringer – helt ned til havnebadet og kajen. Kun en smal grussti ligger imellem byggeriet og vandet.
Med fem minutter på cykel til banegården og Kongens Have, kommer studieboligerne med både udsigt og nem adgang til midtbyen.
Medbestemmelse
Bygningerne er opførte med kanapper, der sikrer de fleste af lejlighederne direkte udsigt til miljøet omkring havnen, heriblandt havnebadet.
På væggen hænger orangierer eller fællesrum, som beboerne selv har indrettet med bordfodboldborde og træningsudstyr.
– Vi vægter beboerdemokratiet, og ved Stenfiskerkajen har det været vigtigt, at de unge selv bestemmer over fællesrummene og dermed tager ejerskab. Der var faktisk flere kandidater til beboerbestyrelsen, end der var pladser, siger Troels Nielsen.
Kommunikationen foregår i en Facebook-gruppe, og bestyrelsen sørger for, at der er en vis selvjustits i området – blandt andet håndterer de flere af beboernes klager over eventuelle affaldsproblemer, men de står også for sociale arrangementer.
Jo længere man kommer op i det syv etager høje byggeri, jo mere kan man se af både havnen og midtbyen. Fordelingsgangene har flere af beboerne selv indrettet med havemøbler, så de i praksis også fungerer som overdækkede terrasser.
Klimasikret med beplantet tag
For ikke at belaste områdets kloaksystem mere end højest nødvendigt, er byggeriets flade tage beklædt med Sedumtag – et plantetag, der holder godt på vand.
Affaldssystemet er decentralt, og skrald suges dermed direkte fra byggeriet, uden der er brug for afhentning. Boligerne er bygget med decentrale ventilationsanlæg med varmegenvinding.
Der er supplerende elforsyning i form af solcelleanlæg på hver af de tre bygninger. Anlægget har en effekt på ca. 8 kW pr. bygning.
Den samlede anskaffelsessum på den nye almene boligafdeling er 195 mio. kroner – med et håndværker-budget på cirka 140 millioner kroner.