KlimaByen Middelfart er nomineret til Green Cities Award

Projektet blev valgt, fordi det er et eksempel på, hvordan man i fremtiden kan forme byerne, så klimatilpasning bliver en integreret del af livet og byggeriet.
Middelfart kan bryste sig af at være i spil til en prominent pris. Pressefoto.
Middelfart kan bryste sig af at være i spil til en prominent pris. Pressefoto.

Urbanisering og klimaændringer kræver nye løsninger, så man kan opretholde og forbedre livskvaliteten i landets byer. Det mener man hos Green Cities – et europæisk tiltag, der skal arbejde for at komme klimaforandringerne i møde i det byggede miljø.

Her har man fået øje på Vestfyns perle: Middelfart. I særdeleshed KlimaByen, der ifølge Green Cities, er et unikt eksempel på en strategi, der kombinerer intelligente løsninger til at håndtere regnvand på overfladen med bedre og mere spændende byrum. Projektet, der kaldes “Danmarks Smukkeste Klimatilpasning” er designet af LYTT Architecture (tidligere GBH Landskabsarkitekter) og Orbicon og dækker et område på 4,5 hektar i midten af Middelfart.

Det er de fem brancheorganisationer, der står bag den danske del af Green Cities projektet, der har valgt at indstille KlimaByen Middelfart til Green Cities Award.

Med nomineringen konkurrerer KlimaByen Middelfart nu med fem andre lande og deres nominerede projekter. De seks projekter vil i de kommende uger blive vurderet af en international jury. Vinderen præsenteres ved en prisuddeling i Holland 2. december 2020.

Relateret indhold