Aarhus Kommune har landets største offentlige belysningsanlæg med omkring 60.000 lyspunkter. Det kræver en drift og vedligeholdelse, der er effektiv, kompetent og grøn.
– Vi er afhængige af, at andre varetager opgaven for os, da vi hverken har mandskab eller materiel selv. Det er derfor vigtigt, at vi har en høj oppetid, så borgerne kan færdes trygt og opleve, at der er lys på veje og stier på de tidspunkter, hvor det er nødvendigt, siger Ole Morgenstjerne, belysningsingeniør og fagkoordinator i Aarhus Kommune.
Renere luft og en grønnere by
Reducering af energiforbruget og en miljørigtig håndtering af affald og emballage har været en udslagsgivende faktor for, at Aarhus Kommune har indgået en ny kontrakt på drift og vedligeholdelse af vej, sti- og effektbelysning med Verdo, der træder i kraft 1. juli 2019 og løber til og med 2025.
– Verdo har en effektiv planlægning af opgaverne, der medfører, at de kører mindst muligt og mere energivenligt. Verdo har også et stort lokalt kendskab, fordi de er placeret i Aarhus og har varetaget drift og vedligehold af belysningen i Aarhus de seneste seks år, forklarer Ole Morgenstjerne.
Digitale løsninger er effektive
For at optimere logistikken og sikre en mere miljøvenlig kørsel har Verdo udviklet digitale løsninger og værktøjer. Det gælder blandt andet GPS-overvågning af køretøjerne, så virksomheden kan hidkalde den nærmeste bil, når der sker kritiske fejl og dermed udlede så lidt CO2 som muligt, når belysningen skal serviceres.
Alle Verdos montører er også udstyret med en tablet, hvor alle 60.000 lyspunkter og hundredvis af kabelskabe i Aarhus Kommune er tegnet ind på et digitalt kort. Det gør det nemt at håndtere fejl og mangler, fordi montørerne helt nøjagtigt kan se, hvor de skal køre hen, og hvilken gadelampe der evt. er gået i stykker. På den måde slipper Verdo for at køre unødigt for at finde frem til den fejlmeldte lampe.
Ejerskab på opgaven
Hos Verdo vækker den genvundne kontrakt med Aarhus Kommune stor glæde.
– Aarhus Kommune er en vigtig kunde for os, og kontrakten er en cadeau til vores folk, som tager ejerskab på opgaven, uanset om det er folk på kontor eller ude i marken. Vi har et stort engagement hele vejen rundt og et setup med specialistkompetencer, der kan løse opgaverne, siger Morten Birch, divisionsdirektør i Verdo Teknik og midlertidig administrerende direktør i Verdo A/S.