VVS’19 er udsolgt

207 udstillere er klar, når dørene åbner til Danmarks største VVS-messe i Odense Congress Center. Det er det højeste antal udstillere i VVS-messens historie.
Rekordmange udstillere har booket en stand på VVS'19. Pressefoto.
Rekordmange udstillere har booket en stand på VVS'19. Pressefoto.

Godt to måneder før messen, kan arrangørerne bag VVS’19 nu melde udsolgt. Et rekordhøjt antal udstillere har sikret sig en stand i en af de i alt fire haller i Odense Congress Center.

I 2017 havde VVS-messen 205 udstillere, som dengang var rekord for messen, men den er nu slået af årets messe, som runder 207 udstillere. Og siden VVS’17 har der været stor interesse for at være en del af VVS’19. Allerede to uger efter VVS’17 havde 82 udstillere booket en stand til VVS’19.

– Det betyder, at branchen stadig i den grad bakker op om at mødes på en fagmesse som VVS’19. Vi skal efterfølge en messe fra 2017, som var en stor succes, og derfor er det en fornøjelse at se så mange udstillere er med på messen igen i år, siger Hans Henrik Jacobsen, projektleder for VVS’19.

VVS’17 satte også besøgsrekord med 9373 besøgende.

– Det er klart, at rekordmange udstillere også sætter forhåbningerne til antallet af besøgende højt. Vi bestræber os selvfølgelig på at lave en messe, som kan tiltrække så mange besøgende som muligt, siger Hans Henrik Jacobsen.

Alle udstillere på VVS’19 kan findes på VVS-messens hjemmeside, hvor det også er muligt at se udstillernes placering i de fire haller.

VVS’19 bliver arrangeret af Odense Congress Center i samarbejde med Veltek. Messen foregår fra 8. – 10. maj.

Relateret indhold