Studenter får mulighed for trainee-job

Dansk Byggeindustri tilbyder som pilotprojekt i Nordjylland unge mulighed for at få et lønnet job som trainee i en byggevirksomhed.
Hver tiende unge med en studentereksamen er ikke i gang med et job eller en uddannelse fem år efter studentereksamen. Samtidig siger hver tredje virksomhed i byggeriet nej til ordrer, fordi de mangler medarbejdere. Foto: Ricky John Molloy.
Hver tiende unge med en studentereksamen er ikke i gang med et job eller en uddannelse fem år efter studentereksamen. Samtidig siger hver tredje virksomhed i byggeriet nej til ordrer, fordi de mangler medarbejdere. Foto: Ricky John Molloy.

Den nordjyske byggeindustri har hårdt brug for de gode hænder og hoveder. Vindues- og inventarproducenter samt producenter af præfabrikerede boliger mangler kvalificerede medarbejdere – fx 50 maskinsnedkere til at programmere og styre den avancerede produktion.

Samtidig har de unge nordjyder svært ved at vælge karriere. Det er baggrunden for, at Dansk Byggeindustri i samarbejde med Søren Gade har taget initiativ til et nyt trainee-forløb, der giver de unge indsigt i byggebranchen og karrieremulighederne.

Sukker efter unge med it-kendskab

Får vi bare fem procent af de unge med en studentereksamen, der ikke er i gang, aktiveret i byggeindustrien, vil det forbedre de offentlige finanser med op til 310 millioner kroner om året, skønner Dansk Byggeri.

– Det er paradoksalt, at vi på den ene side har så mange unge studenter, der i så lang tid ikke er kommet i gang efter gymnasiet. Og vi på den anden side har en byggebranche, der sukker efter de unges it-kendskab til at sætte fut i produktionen i byggeriet. Med det nye trainee-tilbud vil vi gerne vise de unge, at en erhvervsuddannelse og et job i byggeindustrien ikke er et samlebåndsarbejde men derimod et avanceret job, hvor de lærer at styre og programmere maskiner og robotter, siger Frederik Waitz, konsulent for Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri.

Trainee-forløbet har opbakning fra Arbejdsmarkedskontoret, uddannelsesinstitutionerne i Region Nordjylland og naturligvis også fra den nordjyske byggeindustri.

Tilbuddet om at få et trainee-job starter som et pilotprojekt i Nordjylland, først og fremmest fordi der ikke er tilstrækkelig søgning til erhvervsuddannelser som maskinsnedker, industritekniker og produktionsteknolog. Men det er tanken, at trainee-forløbet skal bredes ud i hele landet.

Var selv en sløv gymnasieelev

Folketingsmedlem Søren Gade, der er valgt for Venstre i Aalborg Vestkreds og har sine rødder i det nordjyske, er ambassadør for projektet. Han kender det svære uddannelsesvalg efter gymnasiet alt for godt:

– Min gymnasietid var ikke den stolteste periode i mit liv. Fra at være mønsterelev i folkeskolen blev jeg en smule uengageret i gymnasietiden – selvfølgelig med konsekvenser for min karakterbog. Gymnasietiden var for mig præget af fest og farver. Med et glimt i øjet kan man sige, at da jeg stod med min middelmådige studentereksamen i hånden, havde jeg som de fleste unge mænd på det tidspunkt rygrad som en kogt spaghetti og uden fokus på fremtiden, siger Søren Gade og fortsætter:

– Jeg er gået ind i det her projekt, fordi jeg gerne vil give nutidens studenter en hånd, så de ikke begår samme fejl, siger Søren Gade, der fik rettet op på sin sløve studentertid, da han kom i militæret. Tre år efter gymnasiet var han i gang med en universitetsuddannelse som cand.oecon.

Skal inspirere

Det er Dansk Byggeindustris håb, at de unge efter trainee-forløbet vælger en erhvervsuddannelse inden for byggeindustrien. Men først og fremmest ser brancheforeningen gerne, at studenterne bliver inspireret til at komme videre med en uddannelse eller et job.

– Det vil være godt for byggeindustrien, der har brug forde gode hænder og hoveder. Samtidig vil det betyde, at de unge studenter, der vælger at tage en uddannelse som fx maskinsnedker, får et meningsfuldt job, hvor de kan se frem til en livsindkomst på 14,8 millioner kroner. Det er set over et livsforløb fire millioner kroner højere end et ufaglært job, siger Frederik Waitz Søborg, konsulent for Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri.

Relateret indhold