Sønderborg er i forvejen en grøn foregangsby og snart kan flere borgere se frem til en bolig med et sundere indeklima, en mindre energiregning og miljøpåvirkning.
Ejerforeningen Ringparken i det centrale Sønderborg skal nemlig energioptimeres, hvilket kommer til at resultere i en besparelse på varmeregningen og et sundere indeklima. De 76 lejligheder skal isoleres fra kælder til kvist og så skal varmecentralen igennem en energivenlig forvandling. Renoveringen kommer til at skabe en CO2 besparelse på cirka 30 tons om året, hvilket svarer til udledningen fra 780 køreture mellem Sønderborg og København.
Bestyrelsesformand i Ringparken, Bente Reib, glæder sig over, at foreningen kommer til at bidrage til den grønne omstilling.
– Midlerne fra PKA’s energifond har gjort det muligt at handle på vores ønske om at blive en mere klimavenlig forening og få en bedre energimærkning. siger hun.
Det er ikke kun bygningerne, som står over for en bedre energimærkning. Beboerne kan nemlig også få et A+ stempel i karakterbogen, når de skal på skolebænken med ProjectZero. Her skal de lære om energiadfærd og hvordan man bedst muligt sparer på energien.
500 klimavenlige boliger
PKA’s energifond har samlet været med til at energirenovere 500 boliger i tre store renoveringsprojekter i Sønderborg Andelsboligforening og Ejerforeningen Ringparken.
– Det er fantastisk at være med til at realisere grønne boliger i en by som Sønderborg, der med ProjectZero går forrest på klimaområdet både i forhold til lokalt engagement og konkret handling, siger Christian Niepoort, CEO for PKA’s energifond.
Projekterne er skruet sammen således, at boligforeningerne får en fuld finansieret energirenovering, som bliver betalt tilbage med udbyttet fra energibesparelsen. På den måde kan en boligforening undgå huslejestigninger og ekstraudgifter i forbindelse med en energirenovering. Projekterne er en del af PKA’s investeringer i den grønne omstilling og bidrager samtidig til Sønderborg-områdets klimaambitioner.
Energirenoveringen i Ringparken er gået i gang og forventes afsluttet ultimo september. Forløbet med beboerne forventes at gå i gang ultimo oktober 2018.