Dansk Industri og 3F vil give en håndsrækning til boligejere. De skal fremover have et fradrag på 100.000 kroner øremærket til at skifte asbesttage.
Lige nu er der omkring 400.000 boliger med asbesttag. Selvom tallet over de sidste år og årtier er nedadgående, bliver det meget svært at komme helt i bund og sige endelig farvel til det sundhedsskadelige materiale.
Det skyldes prisen og nye regler for håndtering af asbesttage, ifølge Dansk Industri og 3F.
Dansk Håndværk til kommende regering: Tilskud på 30.000 kr. kan løse asbestproblemerne
– De nye regler er fornuftige for at sikre forsvarlig udskiftning af asbesttagene. Men vores analyse viser, at der er behov for en økonomisk håndsrækning til de boligejere, som på grund af lav friværdi er fanget i et hus med et asbesttag, siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.
Problemet med asbesttage er særlig slemt i provinserne og de små byer. I de større byer kan skiftet finansieres af friværdien på boligen, hvorfor det er svært at finde asbesttage i særligt de større byer i landet.
Branchedirektøren mener samtidig, at deres fradrag vil kunne begrænse den ulovlige håndtering af asbesttag, ” eller at husene med tiden bliver ubeboelige, usælgelige og forladt”.
BoligJobordning skal udvides
3F og DI foreslår, at fradraget bliver muligt for boligejere ved at udvide BoligJobordningen.
Foruden sikker asbesthåndtering vil fradraget sikre, at asbesttage ikke bremser andre nødvendige energirenoveringer.
Mange af de boliger, som har et asbesttag, har nemlig også et dårligt energimærke, ifølge de to parter.
Asbeststrategien bliver endnu et stykke symbolpolitik uden nationale krav
– Nogle steder i Danmark står meromkostningen til asbesthåndtering i vejen for nødvendige tagrenoveringer. Vi ønsker et asbestfrit Danmark, og det kræver investeringer, og her er en fradragsordning et vigtigt skridt, siger Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe.
Fradraget vil koste 180 mio. kr. årligt, ifølge deres beregninger. Og de penge er smart brugt på den måde, mener Ramus Brandt Lassen fra DI:
– En fradragsordning kan sikre, at den asbestaftale, som arbejdsmarkedets parter i øvrigt bakker fuldt op om, kan få effekt i alle egne af Danmark.
