Italiens regering er tæt på at realisere opførelsen af verdens længste hængebro, Messina Broen, der skal forbinde det italienske fastland med Sicilien.
Det skriver Ritzaus Bureau og AFP.
Broprojektet har et foreløbigt budget på 100 mia. kroner – ca. det dobbelte af Femern-projektet i Danmark og fire gange så meget som den københavnske metrolinje Cityringen, som åbnede i 2019.
Og netop Cityringen er bygget af den italienske entreprenørkæmpe, Webuild, der også står til at skulle opføre den kommende Messina-bro.

1.118 underleverandører: SMV’er vinder stort på Femern Bælt-byggeriet
Derudover bliver det efter alt at dømme endnu en gang et dansk-italiensk samarbejde, for i det oprindelige tilbud, var både Sund & Bælt, Cowi og Dissing+Weitling med i det vindende bud på en bro til Sicilien.
Det var bl.a. arkitektfirmaet Dissing+Weitling, der i tæt samarbejde med Cowi tegnede det vindende bud på en Messina-bro med inspiration fra bl.a. Storebælts- og Øresundsbroen.
Sund & Bælt har også assisteret med bl.a. projektering.

Risiko for kø: Opgraderer mere end 100 broer og tunneler for 250 mio. kr.
Hængebroen kommer til at få et spænd på 3,3 km og vil dermed blive verdens længste af sin slags. Broen skal have seks kørebaner og kunne bruges af tog.
Projektet har ligget stille i flere år, hvilket skyldes spørgsmål om miljø, finansiering og geologi i et område, som ofte er plaget af jordskælv.
Men særligt de seneste par år har den nuværende italienske regering skubbet så meget på, at meget tyder på at projektet kan gå i gang i 2025.