Grundfos på VVS’25: Klimakravene er rykket fra tanke til handling

Dokumentation af klimapåvirkningen fra både byggematerialer og tekniske installationer er ikke længere et konkurrenceparameter, men en adgangsbillet til markedet, lyder det fra Grundfos efter vvs-messen.
I sidste uge var VVS-branchen samlet i Odense, og her oplevede Grundfos, at interessen for produktspecifikke EPD’er var markant større end tidligere år. Foto: Grundfos.

Den 21.-23. maj var et bredt udsnit af VVS-branchen samlet i Odense til VVS’25.

Traditionen tro deltog den globale virksomhed inden for pumpeløsninger og vandteknologi, Grundfos – ikke kun for at vise produkter frem, men for at lytte, lære og engagere sig i de samtaler, der former fremtiden.

Læs også

Se billederne: VVS’25 er godt i gang i Odense

Og særligt på ét punkt var interessen markant større end tidligere år: Produktspecifikke EPD’er.

– Vi mærkede tydeligt på VVS’25, at klimakravene er rykket fra tanke til handling. Interessen for dokumentation – og især EPD’er – var langt højere end vi tidligere har oplevet. Det viser os, at branchen og særligt de udførende aktører, er klar til at tage aktivt ejerskab over den del af løsningen, siger Per Schou Hansen, der er salgschef for Grundfos Commercial Building Services.

En adgangsbillet til markedet

Fra 1. juli bliver det lovpligtigt at dokumentere klimapåvirkningen fra både byggematerialer og tekniske installationer i nye bygninger over 1.000 m2. Det skærper kravene til producenter og leverandører og stiller samtidig nye krav og forventninger til hele værdikæden.

– Dokumentation er ikke længere et konkurrenceparameter. Det er en adgangsbillet til markedet. Flere aktører efterspørger valide og produktspecifikke data, så de kan levere løsninger, der lever op til kravene, uddyber Per Schou Hansen.

Læs også

VVS’25 slår flere rekorder: Bygger allerede op mod 2027

Han fortæller videre, at det på messen var tydeligt, at dialogen er skiftet. Hvor bæredygtighed tidligere kunne virke abstrakt, handler samtalen nu om konkrete værktøjer, tilgange og datasæt.

– Spørgsmålet er ikke længere om man skal dokumentere, men hvordan man gør det bedst.

Behov for løsninger, der virker i praksis

Mange af de samtaler, Grundfos havde på messen, handlede om, hvordan dokumentation kan integreres i både tilbudsfasen og selve udførelsen af projekter. Produktspecifikke EPD’er er en del af svaret, men ikke hele løsningen, mener Per Schou Hansen.

Læs også

Vil give vvs’ere det samlede CO2-tal på 150.000 varer

– For mange installatører handler det om at få adgang til data, der rent faktisk er til at arbejde med og som kan integreres i dagligdagen uden at bremse tempoet på byggepladsen. Derfor skal vi som leverandører udvikle løsninger, der er lige så praktiske, som de er teknisk korrekte.

– Der er behov for fælles forståelse, bedre værktøjer og måske vigtigst af alt: Samarbejde på tværs af kæden – fra leverandør til montør, siger han.

Relateret indhold