Unidrains moderselskab skifter navn – og er klar til flere opkøb

Koncernen BLS kommer i fremtiden til at hedde Vitas Group og signalerer samtidig, at man er klar til yderligere vækst, både organisk og gennem opkøb.
Ægteparret Markus Spånberg og Rebecka Spånberg, der er henholdsvis vicedirektør og koncernchef samt adm. direktør i Vitas Group.

Den danske produktionsvirksomhed Unidrain har siden 2009 været en del af den svenske koncern BLS Industries, som nu bliver til Vitas Group.

Navneskiftet er en vigtig del af en langsigtet strategi, hvor målet er at skabe en tydelig, fælles platform for nuværende og fremtidige brands, fortæller koncernchef og adm. direktør i Vitas Group, Rebecka Spånberg:

– Vi eksisterer takket være vores brands og vores historie, men vi ser fremad. Vitas Group bliver moderskibet, der bærer alt dette videre, og som Vitas Group går vi ind i en ny æra med fornyet energi. Vi gør os klar til morgendagen, hvor vi ønsker at stå stærkere i Europa, siger hun.

Læs også

Ingeniør’ne opruster til yderligere vækst efter rekordregnskab

Trods navneskiftet forbliver koncernens brands i centrum med Vitas Group som den samlende paraply. Samtidig bevarer hvert brand sin identitet, oplyser Rebecka Spånberg:

– Vi tror på decentralisering, på stærke brands og selvstændige virksomheder. Samtidig samler Vitas Group det hele i et fællesskab, der giver vores kunder tryghed og vores medarbejdere nye muligheder.

Gør det lettere at vokse internationalt

Koncernstrukturen gør det også lettere at vokse internationalt uden at miste dét, der gør virksomheden unik, fortæller vicedirektør i Vitas Group, Markus Spånberg, og fremhæver familieånden, håndværkstraditionen og den jordnære forretningsfilosofi:

– Når vi søger potentielle opkøb, leder vi efter virksomheder med fælles værdier – det ser vi som et vigtigt grundlag for et succesfuldt samarbejde. Vi er interesserede i stærke brands, der kan supplere vores portefølje eller styrke vores tilstedeværelse på markedet.

Læs også

Efter et år som Bravida-direktør: Vi vinder margin, men vores ansvar rækker længere end bundlinjen

Han tilføjer:

– Det er ikke svært at købe en virksomhed, men det er svært at finde den rigtige. Derfor opkøber vi gerne andre familievirksomheder, som vi har gjort tidligere. Det er vigtigt, at deres navn, historie og brand får lov at leve videre – sjælen i det, de har bygget op – men med Vitas Group og vores kompetencer i ryggen.

Om Vitas Group

Vitas Group består i dag af flere brands inden for bygge- og VVS-branchen: Unidrain, Jafo, Purus, Joti og Trio Perfekta.

Produktionen findes i Ystad, Smålandsstenar og Lönsboda.

Salgskontorer findes i Danmark, Sverige, Norge, Finland og England, og eksportaktiviteter til resten af verden drives fra Danmark og Sverige.

Vitas Group omsætter for lidt over 720 mio. svenske kroner og har i dag omkring 280 medarbejdere.

Relateret indhold