I foråret 2023 blev dele af Dronningborg Hallen på Udbyhøjvej i det nordøstlige Randers akut lukket af. Der var fare for sikkerheden ved brug af bl.a. håndboldhallen og kælderen. Det gjorde flere idrætsforeninger akut ’hjemløse’. Men nu er der sat dato på EU-udbuddet til totalentreprisen på erstatningen for det gamle halanlæg.
Fra d. 3. december kan interesserede totalentreprenører komme med deres bud på, hvad det skal koste at opføre den nye hal. Det er dog ikke kun en hal, der skal stå i stedet for den eksisterende, der er opført omkring 1970.
Først skal hallen rives ned. Også den vestlige fløj i det tilknyttede anlæg skal fjernes fra jordens overflade. Den nye hal skal opføres på samme placering som den eksisterende hal, men med mulighed for en justering, der skaber en tættere forbindelse til Fremtidens Foreningshus.
Mere vild natur: Naturnationalpark Fussingø tager form
Dette tiltag skal skabe synergi mellem de forskellige faciliteter og understøtte eventuelle fremtidige udvidelser af idrætsområdet. Borgmester Torben Hansen forklarer:
– Visionen er at skabe et idrætscenter, der ikke bare er en hal, men et levende samlingspunkt for hele lokalsamfundet.
Vil have kloge kvadratmeter
For at visionen kan vækkes til live skal der være fokus på bevægelse, leg og fællesskab, der kan inspirere til aktivitet på tværs af generationer og brugergrupper.
Fra vision til virkelighed: Skanderborg får sit kraftcenter for idræt og aktivitet
– De såkaldte ‘kloge kvadratmeter’ skal sikre en fleksibel og kreativ udnyttelse af pladsen, så hallen kan tilpasses mange forskellige aktiviteter og behov. Samtidig bygger vi på et fundament af bæredygtighed, hvor genanvendelse af materialer fra den gamle hal er tænkt ind for at skabe en løsning med respekt for både mennesker og miljø, tilføjer borgmesteren.
Fundamentet er lagt
Projektets samlede anlægsøkonomi er fastlagt til 49 millioner kroner, hvilket dækker alt fra nedrivning til opførelse af de nye faciliteter.
Udbudsmaterialet er resultatet af en fælles indsats og et tæt samarbejde mellem kommunen, de lokale foreninger samt Randers Idrætshaller, der skal drive det nye Dronningborg Idrætscenter. Formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, Louise Høeg, fortæller:
Kendte rådgivere kæmper om vigtigt bindeled til Flodbyen i Randers
– Nu er fundamentet lagt for at skabe et nyt samlingspunkt for bevægelse og fællesskab i Dronningborg. Det bliver et sted, der inviterer alle til at mødes og dyrke motion.
Deadline for indsendelse af tilbud er den 3. marts 2025. Det nye idrætscenter forventes at stå færdigt i marts 2027.